På lørdag ryger områdets traktorer i galgerne i Kliplev
For 5. gang afholder Kliplev Ferguson Klub ringridning for små og store traktorer
På lørdag den 23. maj lægger toften overfor skolen i Kliplev igen græs til en omgang ringridning for små og store traktorer, arrangeret af Kliplev Ferguson Klub.
“Der vil være to galger til de store traktorer plus en nyrestaureret til havetraktorerne. Alle tre er bemandet med en ringmester og en skribent, så alt kan gå rigtig til. Vi har også fået sponseret en mængde gevinster af forretninger og firmaer fra nær og fjern,” fortæller klubbens formand, Jørgen Thomsen.
Skulle der være udsigt til regn, bliver foreningens telt stillet op. Ellers vil gemytlighederne foregå omkring de opstillede barborde. Fadøl og ringridere koster hver især en rund tyver, og der serveres også sodavand og kaffe. Indskrivningen er kl. 13.30, og kl. 14 går det løs med de første 6 omgange. Herefter er der pause, inden de sidste og afgørende seks ringe skal tages. I alt forventes op mod et halvt hundrede små og store traktorer.
Alle er velkommen, og efter sigende skulle også borgmester Thomas Andresen dukke op.