Ny bog om boligforeninger
Det er 100 år siden, at den første almene boligforening, Arbejdernes Boligforening, så dagens lys i Fredericia
I 1915 blev spadestikket taget til Fredericias allerførste almene boligbyggeri. I den nye bog “100 år med almene boliger i Fredericia” kan man læse, at spadestikket fandt sted på en grund i gartner Knudsens have, som byrådet solgte til Arbejdernes Boligforening for 5,65 kroner per kvadratmeter.
Den nye bog udgives af Boligkontoret Fredericia, og beskriver historien og udviklingen i Arbejdernes Boligforening, Andelsboligforeningen, LAB og Selvbyggerbo. Bogen har været et halvt år undervejs. Den er - som redaktør og forfatter Joan Grønning beskriver det - fyldt med gode historier, kulørte anekdoter, hyggelige minder og sigende fotos.
“Vi har stået på hovedet i kældre og arkiver for at finde de gamle udklip og billeder. Vi har fået en fantastsisk hjælp af Lars Nielsen fra Lokalhistorisk Arkiv,” fortæller Joan Grønning, der sammen med journalist Lene Byriel har skrevet bogen.
Der er ikke tale om et 100 procent historisk dokument.
“Folk husker jo de samme ting forskelligt, men vi har dobbelttjekket så meget som muligt,” siger redaktøren, og smiler ved mindet om de mange interessante historier.
“For eksempel om det første barn, der blev født i Korskærparken: Det var den 28. oktober 1969. Moderen havde i forvejen et par drenge, som hun sendte ned på den fælles legeplads, da fødslen var ved at gå i gang. 'Smut lige ned og leg lidt, mor skal lige føde et barn', lød beskeden. Og lidt efter kom en lille pige, Marianne, til verden.”
Der er også historien om manden, som i en kæmpebrandert “lånte” en pony fra Fredericia Ridecenter, slæbte den ind i elevatoren og op til 9. etage, hvor han boede...
Bogen er gratis og henvender sig især til nuværende og tidligere beboere, men alle med lokalhistorisk interesse kan få glæde af den.
”Med hyldestbogen ønsker vi at vise respekt for de mange beboere, ansatte og frivillige i de fire tidligere foreninger, så deres historier ikke bliver glemt, men husket for eftertiden,” lyder det fra Lis Gregersen, formand for Boligkontoret Fredericia.
Bogen på 240 sider består af en 'gammel' del tryk på gulnet og ru papir med sort/hvide fotos - og en 'ny' del, trykt på hvidt, glat papir og med farvefotos, der fortæller den nyeste historie fra det, der i dag er Boligkontoret Fredericia.
Boligkontoret Fredericia har 5.200 lejemål, og er lige nu i gang med kæmpe boligrenoveringer i Sønderparken og Korskærparken. Foreningen er i det hele taget involveret i flere nye byggeprojekter. I Købmagergades Skole er projekteret 53 eksklusive lejligheder, i I.P. Schmidts Gård bygges 31 lejligheder og i “kanalbyen” FredericiaC har Boligkontoret Fredericia indtil videre lagt billet ind på omkring 45 lejligheder.