Vil vælte smedeformanden
Den suspenderede kasserer hos Metal-Roskilde Lars Krab Larsen og flere af hans meningsfæller mødte torsdag eftermiddag op på fagforeningens kontor ved Elisagårdsvej og afleverede et forslag om mistillid til formanden for de lokale smede Jacob Birch til den kommende generalforsamling 9. juni på Teknisk Skole.
Initiativet er ikke ligefrem overraskende efter den strid mellem to fløje, der har præget Metal-Roskilde i det seneste år.
I foråret 2014 krævede et flertal i den daværende bestyrelse på møde pludselig, at Jacob Birch skulle gå af, hvilket han accepterede, fordi han blev helt overrumplet. Men efter at have tænkt sig lidt om, besluttede han alligevel at stille op igen som formand ved sidste års generalforsamling. Her vandt han til manges overraskelse med et meget snævert flertal, blandt andet fordi de ældre medlemmer, der også har stemmeret i Metal, støttede ham.
En ny bestyrelse med et flertal, der støttede Jacob Birch, kom til. Men den mangeårige kasserer Lars Krab Larsen, der var på den tabende fløj, blev også genvalgt, og det har siden ført til en konstant intern kamp.
Den kulminerede for nylig, da bestyrelsen besluttede at suspendere kasseren, fordi han efter deres mening ikke havde passet sit arbejde.
Da formand Jacob Birch skrev om hele sagen i medlemsbladet, forsøgte Lars Krab Larsen at få stoppet udgivelsen af det ved at gå rettens vej, men her fik han ikke medhold.
Retten fandt nemlig, at kasseren selv havde bidraget til at gøre sagen offentlig med gentagne udtalelser i pressen, og så havde formanden også ret til at skrive om samme emne i medlemsbladet.
Som taber i sagen blev Lars Krab Larsen dømt til både at betale sine egne advokat-udgifter og Metal-Roskildes udgifter på 15.000 kroner.
tk