Fortsæt til indhold

Brandfolk til kamp mod kræft

Tre lokale brandfolk vil køre Europa rundt og samle penge til kampen mod brandcancer

Arkiv
Mikkel Hansen

Tre brandmænd fra Sønderborg har en skør plan.
På fem dage vil de køre 3.000 km gennem Europa i en hjemmelavet brandbil og samtidigt indsamle penge til bekæmpelse af brandcancer.
27-årige Daniel Havmand, 22-årige Casper Pedersen og 23-årige Nikolaj Sørensen vil køre Europa rundt i løbet Carbage Run for gamle skrotbiler. Carbage Run er ikke et racerløb, men en fælles tur for biler, der er mindst 15 år gammel og højst må koster 10.000 kroner.
"Vi havde planlagt at deltage i Carbage Run, og så var det nærliggende, at vi kombinerede det med et godt formål. Derfor sætter vi fokus på brandcancer. Vi vil både skabe opmærksomhed og samle penge ind," fortæller Daniel Havmand.
LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du brandfolkene

Brandcancer dækker over, at brandfolk har en forhøjet risiko for at få kræft. Årsagen er de partikler og gasser, der findes i brandrøg. Selvom brandfolk ifølge Brandfolkenes Cancerforening har fem gange så stor risiko for at få visse kræftformer, er det ikke anerkendt som en arbejdsskade.
"Vi har heldigvis ikke selv haft cancer inde på livet i vores tid som brandfolk, og brandstationen i Sønderborg er faktisk meget langt fremme i at reducere risikoen for kræft, men sådan er det ikke alle steder," fortæller Casper Pedersen.

Hjemmebygget brandbil

Bilen er en Chevy Astro Van fra 1992, der tidligere er brugt som taxa. De tre brandfolk betaler selv bilen og turen med hjælp fra sponsorer, men derudover vil de samle penge ind til Brandfolkenes Cancerforening.
"Nu bygger vi bilen om, maler den rød, sætter blå blink på taget og bygger en lille sprøjte, så vi kan sprøjte med lidt vand," siger Nikolaj Sørensen.
På fem dage skal de køre 3.000 km gennem ti lande - fra Danmark til Holland. Starten går i uge 31 fra Padborg.
Før og under turen vil de sprede opmærksomhed om brandcancer og samle penge ind til Brandfolkenes Cancerforening.
De tre brandfolks projekt kan følges på Facebook-siden "Team 112 - The Carbage Run 2015" og på hjemmesiden sonderborg-brand.dk.
Her kan man også se, hvordan man støtter projektet.
De tre brandmænd og bilen kan opleves på lørdag ved åbent hus på brandstationen.