Troldspejlet-koncert med Stegelmann
Jakob Stegelmann guider publikum gennem lydsiden på TV, tegnefilm og computerspil
Troldspejlet er en koncert for børn i alle aldre, og ikke mindst dem, som har set tegnefilm, været i biografen eller spillet computerspil. Og det er jo næsten alle sammen.
”Musik skaber billeder og fortæller historier, den skaber magi. Og det ved filmfolkene,” siger Jakob Stegelmann.
”Forestil jer en film uden musik eller et spil for den sags skyld. Det går ikke. I filmen bevæger de sig, de slås og kæmper, der er monstre og strålepistoler og rumskibe. Og det er kedeligt uden musik.”
Jakob Stegelmann er guide, når Sønderjyllands Symfoniorkester endnu en gang kaster sig ud i filmmusikkens verden. Han gæstede orkestret til to meget succesfulde koncerter i marts måned, og nu er der så endnu en chance for at komme med ham ud i rummet, på troldmandsskole – og op at flyve med vrede fugle. Denne gang spiller orkestret nemlig ikke kun filmmusik, men også musik fra TV og computerspil.
”Der er ikke mange, der tænker over, at det rent faktisk er et symfoniorkester og klassiske instrumenter, der laver lydene til Super Mario og Angry Birds,” siger Nikolaj Andersen, som er konstitueret orkesterchef i Sønderjyllands Symfoniorkester.
”Eller at det klassiske western-lydspor til galopperende heste faktisk er komponeret af Rossini. Derfor er denne koncert lidt af en øjenåbner-koncert, og vi håber, at det bliver sjovt for både børn og voksne at opleve, hvordan lyden bliver skabt live.”
Bjergtagende musik
Et af stykkerne til koncerten er noget ud over det sædvanlige. Det er den store violinsolo fra Schindlers Liste, som violinist Alexandru Radu fra orkestret er solist i. Filmen handler om jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig – men først og fremmest handler den om menneskelighed og håb midt i grusomhederne. Komponisten, John Williams, så for øvrigt filmen, inden han skulle lave musikken – og sagde nej til at lave musikken.
”Du har brug for en bedre komponist end mig,” sagde han til filmens instruktør, Steven Spielberg.
”Det ved jeg godt,” svarede Steven Spielberg.
”Men de er alle sammen døde!”
Men når man nu ikke kunne få Brahms eller Beethoven, så er John Williams' musik nok det næstbedste bud; det er gåsehudsfremkaldende lige fra første tone.
VIP-koncert for alle
Koncerten er for øvrigt den sidste i en lang række VIP-koncerter – nemlig orkestrets skolekoncerter. Men dette er den eneste mulighed for det brede publikum at opleve, hvad orkestret i maj og juni har spillet for elever i 4. klasse i hele landsdelen.
I mere end 40 år har orkestret nemlig hvert år givet alle børn i 4. klasse en levende musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Hvert år starter orkestret med små gruppekoncerter, hvor mindre ensembler fra orkestret turnerer rundt på skolerne og giver børnene en introduktion til den musik, de skal opleve senere på året. Dernæst kommer hele orkestret ud på udvalgte koncertsteder og spiller 'store' skolekoncerter med fuldt orkester for børnene i dagtimerne, og i år er den store koncert så Troldspejlet-koncerten.
Koncerten er på Alsion mandag den 8. juni kl. 19 til en specialpris på 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn.