Så starter arbejdet med ny stibro over motorvejen
Ølsemaglevej spærres på stykket over Køge Bugt Motorvejen frem til slutningen af 2015
TRAFIK: Arbejdet med en ny stibro over Køge Bugt Motorvejen starter på torsdag den 4. juni.
Frem til slutningen af 2015 vil Ølsemaglevej være spærret på stykket over Køge Bugt Motorvejen, meddeler Banedanmark.
Banedanmark er i gang med anlægget af Den nye bane København-Ringsted.
I den forbindelse spærres Ølsemaglevej over Køge Bugt Motorvejen fra den 4. juni til slutningen af 2015.
Først skal den eksisterende bro rives ned. Nedrivningsarbejdet, som foretages af Vejdirektoratet, forventes at starte i juni måned.
Banedanmark vil derefter opføre en ny stibro over motorvejen. Når broen åbner sidst på året, vil der kun være passage for fodgængere og cyklister.
Ny tilslutningsvej
Cyklister og fodgængere skal i perioden benytte den nye tilslutningsvej mellem Ølsemaglevej og Egedesvej og den nye Egedesvejbro over motorvejen frem til den nye stibro åbner i 2016.
Bilister skal fra nu af benytte tilslutningsvejen og Egedesvej til krydsning af motorvejen.
Den nye tilslutningsvej bliver også adgangsvejen til Parkér- og Rejs-anlægget og fjernbaneperronerne på den kommende Køge Nord Station, som åbner i 2018.
Gener og arbejdstider
Under nedrivningen og genopførelsen af broen vil trafikken på motorvejen i perioder påvirkes i form af nedsat hastighed. Der vil i byggeperioden være øget trafik af store køretøjer på begge sider af spærringerne samt kraner ved arbejdsområdet.
Banedanmark beklager de gener, arbejdet har for naboer og trafikanter.
- Vi gør, hvad vi kan for at mindske generne. Vi forventer at arbejde på hverdage i tidsrummet fra kl. 7 til 18, siger Ragnar Lundø, kommunikationsmedarbejder hos Banedanmark.
Følg udviklingen på www.banedanmark.dk/københavn-ringsted med seneste nyt om anlægsarbejdet.
pm