Mekka skal tage form
StreetMekka på Remisen skal for alvor til at tage form - 80 unge søges til workshop på lørdag
Esbjergs nye StreetMekka får hjemme på Remisen, hvor byens unge har udsigt til et fritidseldorado af format. Rammerne ligger fast, men Game, der står bag mekkaet, ønsker lokale unge involveret i indholdet.
Derfor åbnes dørene lørdag den 6. juni kl. 10.00 til 16.00, hvor op mod 80 unge skal arbejde i fire workshops. En får overskriften Skate, mens en anden bærer overskriften kultur. Den tredje vil beskæftige sig med street art, mens den fjerde dykker ned i sportsdelen.
Deltagerne i sidstnævnte workshop skal blandt andet tage stilling til, hvilket inventar de ønsker bygget til for eksempel dans, street basket og parkour både ude og inde. Samtidig skal deltagerne i skate workshoppen blive enige om, hvilke ønsker de har til ramper og så videre.
På art-workshoppen skal de mange muligheder drøftes. Med flere hundrede meter vægge er mulighederne nærmest uendelige, men samtidig skal en række regler overholdes.
StreetMekka i Esbjerg bliver landets anden af slagsen - det første ligger i hovedstaden. Her er den 43-årige Morten Bo Andersen leder. Indtil en leder er udpeget for StreetMekka i Esbjerg, holder han også hånd i hanke med mekkaet vestpå. Heldigvis er han i mere end en forstand på hjemmebane her - Morten Bo Andersen er nemlig tidligere esbjergenser.
Vil man være med til workshop og komme med sine input, så tjek Games hjemmeside ud eller send en mail til mg@gamedenmark.org med et par linjer om, hvorfor netop du skal være med.