Find din røde næse og løbesko frem
For fjerde år i træk er der Klovneløb i Madsby Legepark.
Klovneløbet er ikke et løb, hvor det handler om at komme først. Løbet er for alle - og har til formål at indsamle penge til hospitalsklovnenes arbejde på landets børneafdelinger.
”Det handler først og fremmest om at have en god og hyggelig tur, som du kan gennemføre gående, løbende, hoppende med børnene i trækvognen eller oldemor i kørestolen. Du er selvfølgelig også velkommen til at give den gas hele vejen og meget gerne i dit bedste klovne outfit," siger Kim Ekstrøm, souschef i Madsby Legepark, der er den lokale arrangør af løbet i Fredericia.
Vælg mellem to ruter
Sidste år lå Klovneløbet samme dag i de 16 deltagende byer, men i år er det op til de lokale arrangører, hvilken dag i juni løbet skal ligge. I Fredericia skal du finde den røde næse og løbeskoene frem søndag den 14. juni klokken 13 med start i Madsby Legepark.
Her kan du vælge mellem to ruter på enten 2,5 km eller på 5 km. Der er start og mål ved Dukketeaterscenen i legeparken, og ruten følger stort set stisystemet i Madsbyparken og forløbet i sundhedssporet.
De to klovne fra Tryl og Spas sørger for, at du kan få skruet pulsen i vejret med en sjov omgang opvarmning klokken 12.30 og står klar til at heppe ved målstregen.
Tilmeld dig online hos Hospitalsklovnene
Du kan tilmelde dig Klovneløbet på www.klovneløb.dk eller på selve dagen i Informationen i legeparken efter klokken 10, hvor du vil få udleveret et startnummer. Har du, som deltager, ikke gemt din røde næse fra sidste år, er der en ny rød næse at hente i legeparken.
Prisen for deltagelse er 60 kroner, som du kan betale med MobilePay ved henvendelse i Informationen. Heraf går 48 kroner direkte til hospitalsklovnes besøg på børneafdelingerne, 6 kroner går til administration, og 6 kroner går til den lokale arrangør.
Der er gratis vand og frugt til alle deltagere – og den obligatoriske røde næse.
Tag madkurven med
Alle deltagere får gratis grillbilletter til legeparken den dag, hvor løbet afholdes. Der er også en gratis tur i Madsby-Toget at hente for alle tilmeldte under 12 år.