“Her kører man altså ikke bare forbi”
Eva Kjer Hansen (V) tog opstilling på Fredericia Banegård torsdag morgen. Her slog hun et slag for den kollektive trafik.
- I regeringens plan for det kommende superlyntog mellem København og Aalborg, skal toget ikke stoppe på stationerne i Trekantområdet, skriver Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse, og påpeger, at rigtig mange i Trekantområdet tager toget. Passagergrundlaget er det samme som i Odense og Aarhus, der begge har et stop på ruten.
“Budskabet til passagerne på Fredericia Banegård er, at de ikke er glemt. For mig er det vigtigt, at vi ikke kobler landsdele af og overser, hvor mange mennesker der vil kunne have gavn af, at toget brugte bare tre minutter på et stop i Trekantområdet. Hvis vi gerne vil have flere til at tage toget, så må vi også sørge for, at toget er dér, hvor passagerne er,” siger Eva Kjer Hansen og fortsætter:
“Trekantområdet er et trafikalt knudepunkt og ét af de største vækstområder i Danmark. Her kører man altså ikke bare forbi. Hvis det skal være attraktivt at bosætte sig uden for de største byer i Danmark, skal forbedringer på togdriften også gælde for folk dér.”