Fortsæt til indhold

Smukke Tom-betjent fyldte 60

Familie og kollegaer fejrede lokalbetjent Keldskovs runde dag

Arkiv
Anette Gundlach

Rundt omkring i byen er lokalbetjent Keldskov kendt som Smukke Tom, når han sørger for lov og orden i Roskildes gader, fortalte hans chef i en tale. Ordene faldt da byens kendteste betjent fejrede 60 års fødselsdag på politigården med lagkage onsdag eftermiddag blandt kollegaerne. Du holder dig godt, og du træner flittigt, så vi regner med at kunne fejre dig igen i disse lokaler, næste gang du fylder rundt. Ved sin side havde fødselsdagbarnet familien i form af to af hans yngre søskende, mor og far.

Lokal siden 2006

Næsten alle i Roskilde kender nærbetjent Tom Keldskov, og det er ligegyldigt om man mest befinder sig på den ene eller anden side af loven. I 1981 kom han ind i politiet, og siden 2006 har han travet byens gader tynde som lokalbetjent. Hans karriere startede egentlig med, at han blev udlært i en sportsbutik og sidenhen stod bag disken i Roskilde. Udseendet brugte han blandt andet som model i Roskilde Avis. Han søgte ind til politiet som 26-årig efter stor inspiration fra onklen, der også var politibetjent. I politiet har han været vidt omkring også på nogle af de steder rundt omkring i landet, hvor der sker rigtig meget. Da Keldskov kom til Roskilde, var han atter hjemme i egnen, hvor han er vokset op. ag@roskildeavis.dk