Golf mellem langhornede skotske højlandskvæg
26-årige Sabina Tangsgaard elsker naturen omkring Varde hvor hun nu spiller golf
"Jeg har spillet golf i fem år i Give som junior, men holdt pause under mine studier. Da jeg sidste år blev ansat som gymnasielærer på Esbjerg Gymnasium, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville genoptage golfspillet. Spørgsmålet var blot hvor"?
Sådan lyder det fra Sabina Tangsgaard, 26 år, og en del af Varde Golfklubs dameelite, hvor hun fornylig fik sin hjemmebanedebut.
"Jeg afsøgte mulighederne, og valget faldt på Varde Golfklub, der ligger fantastisk – lige ned til Varde Å. På en stor del af banen har man direkte udsyn til åen, og området er blevet endnu smukkere efter åen er ført tilbage i sine gamle slyngninger. Ved flere af hullerne møder man jævnligt lystfiskere, der ligesom os er naturmennesker," fortæller Sabina Tangsgaard.
Rigt dyreliv
Der er et rigt dyreliv på og omkring banen, og forår og efterår kan man se tusindvis af gæs, der trækker til eller fra deres yngleområder i det nordlige Skandinavien, og som flyver hen over Varde Golfbane mod deres overnatningssted ved Karlsgårde sø eller Filsø.
"Og så er det da også meget hyggeligt at have chefgreenkeeper Thomas Bruuns langhornede skotske højlandskvæg som tilskuere på nærmeste hold, når man spiller," griner hun. Efter at være kommet i gang igen sidste år og var gået ned i handicap, havde Sabina rigtig fået lyst til at træne systematisk, og fik en snak med træner Jacob Tranberg om mulighederne.
"Han foreslog, at jeg ansøgte sportsudvalget om at blive optaget i elitetruppen, og selv om mit handicap egentlig ikke var lavt nok, blev jeg optaget på prøve og har trænet hele vinteren sammen med truppen i Helle Hallen og træner nu udendørs sammen med de øvrige hver onsdag.
“Jeg er blevet så glad for golfspillet igen, at det har smittet af på min mor og hendes kæreste og min egen kæreste, der alle er begyndt i Varde Golfklub," slutter den unge golfspiller.