Højtlæsning og ræs med legetøjsbiler
KØGE: Det store bykort, der er malet på asfalten i Tidsrummet, Søndre Molevej 3 i Køge, danner ramme om et hyggeligt arrangement for børn og deres voksne lørdag 13. juni kl. 10.00–ca. 11.00.
De små bilinteresserede skal holde ører og øjne åbne, for børnebibliotekar Pia Knudsen må slå knude på sin tunge for at remse alle de bilmærker, som anden Axel elsker, taktfast op. For der er brandbiler, kranbiler, gamle veteranbiler, sølvbiler, blå biler, racerbiler, rå biler, Chrysler, Ferrari, og Callaway Coupé.
Børnenes Bedste Bøger
Historien ”Axel elsker biler” er skrevet af Marianne Iben Hansen og optages i 4. udgave af Børnenes Bedste Bøger - simpelthen fordi den er fantastisk.
- Til september lanceres 4. udgave af Køge Kommunes fællesliste med billedbøger for de 0–6-årige. Igen er vores ambitionsniveau højt. De bedste bøger skal både have en god historie i flere lag, så den har noget at tilbyde både barnet og den voksne oplæser, et godt, nuanceret sprog og der skal være et samspil mellem billeder og tekst, fortæller børnebibliotekar Pia Knudsen. Målet er at give børn lyst til at høre historier og lege med sproget – og det lægger 'Alex elsker biler' op til.
Ræs med biler
Efter historien kan børnene køre, ræse og fræse med egne eller Køge Biblioteks legetøjsbiler henover bykortes vejnet: Ned ad Vestergade, rundt om Torvet og ud ad Brogade. Børnearrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.
Der er mulighed for at spise medbragt mad på Opdagelsen. Arrangørerne er Køge Kyst og KøgeBibliotekerne.
pm