Fortsæt til indhold

Møllerup Gods klar til at udvikle et fødevarebrand

Godsejerfamilien Gamborg ansætter direktør til at udvikle Møllerup Brands

Arkiv
Martin Schultz

Godsejerparret Stig og Anne Sophie Gamborg har pr. 1. maj ansat cand.merc. Henrik Rendbøll som direktør i Møllerup Gods med ansvar for Møllerup Brands.
Henrik Rendbøll er 50 år og har erfaring med forretningsudvikling, koncepter og fødevareproduktion i ind- og udland. Han skal til en start udvikle rammerne for et nyt fødevarekoncept og kortlægge afsætningsmulighederne.
Det er endnu ikke besluttet, hvilke produkter det nye fødevarekoncept skal bestå af.
“Men med godsets historie i tankerne, er der en bred vifte af muligheder,” siger Henrik Rendbøll, som vil have afsætningskanalerne på plads, før han låser sig fast på enkeltprodukter.
Stig og Anne Sophie Gamborg har for nylig i TV-serien “Godsejerne” i DR1's bedste sendetid vist seerne, at det kræver både hårdt arbejde og stor opfindsomhed at få et moderne gods til at løbe rundt.
“Vores nye fødevarekoncept er et rigtig spændende projekt og et nyt forretningsben under Møllerup Gods, hvor vi vil etablere Møllerup som et brand,” siger Anne Sophie Gamborg. Konceptudviklingen skal hænge sammen med godsets historie. Tidligere fandtes der f.eks. både mølleri, bryggeri og slagteri på Møllerup.