Det harmoniske praler ikke

Sorte tagsten er smarte, røde er kun harmoniske. Men det som er smart i ét årti er usmart det næste, og så opstår problemet, når huset skal sælges. Så bliver det med de sorte tage som med 70'ernes brune badeværelsesfliser: Væk med det skidt.
Og dét koster på salgsprisen! Og så er sort tysk nationalfarve, mens Danmark er rødt og hvidt. Og længe leve denne lille forskel.
Lige nu springer bøgen ud, og prøv engang rigtig at se et rødt tegltag side om side med grønne bøgeblade. Det er ren harmoni, for rødbrændt ler og grønt løv er naturens egne farver. Men det harmoniske praler ikke, og derfor har vi aldrig rigtig bemærket det. I hvert fald ikke før nu, hvor alle nye tegltage stort set er sorte. Nu ser vi pludselig, at landskabet ændrer sig. Rundt omkring glitrer sorte stuehuse, og ”byens røde tage” er blevet noget, vi husker fra barndommen.
Vore huse er landskabets inventar, og derfor bør byggematerialerne matche det givne. I Toscana er tegl okkerfarvet, i England brunligt, i Danmark næsten rødt. Kun kongen bruger blåsorte teglsten, der matcher hans blå blod i årerne. Og herremanden vil også skille sig ud, og det tilgiver vi ham gerne.
Men når almuen blander sig, og konen forlanger, at taget skal matche hendes sorte undertøj og stuens sorte lædersofa, så går det for vidt. For husets tag er ingen privat sag. Det er faktisk naboens udsigt.