En snylter i skovbunden
Det er sæson for en lyserød plante i skovbunden. Og den plante, en skælrod, snylter sig til liv
På muldbund i skove eller hegn kan man her i april og maj måned være heldig at finde en ejendommelig, lyserød plante, Skælrod.
Skælrod er en snylteplante.
Den har ikke grønne blade, og den kan derfor ikke selv danne sukkerstoffer ved hjælp af sollyset. I stedet henter den sin næring fra rødderne af en hasselbusk.
Sugekopper
Det meste af Skælroden vokser nede i jorden. På rødderne sidder talrige sugekopper, der skaffer vand og næringsstoffer til planten, og på dens tykke, grenede jordstængel sidder fire rækker af tykke og hule skælformede blade.
Sugekopperne opsuger mere vand end Skælroden kan bruge og i hulrummene i de skælformede blade sidder derfor kirtler, som udskiller vand. Vandet løber igennem små kanaler væk fra hulrummene i bladene.
Bestøvning
De overjordiske dele af planten bærer en klase af nikkende blomster, som bestøves af humlebier. Efter bestøvningen retter stænglen sig op, og frøene spredes med vinden. Frøene kan ligge i jorden i årevis.
De spirer først, når de berører roden af en hassel eller sjældnere et bøge- eller et elletræ.