Merete på markedet
DF-kandidat talte hos præsten i Kirke Saaby
Byrådsmedlem Merete Dea Larsen (DF), der også er partiets folketingskandidat i Roskilde med meget store chancer for at blive valgt til Folketinget denne gang, talte i Kirke Saaby.
Her havde den lokale sognepræst Joachim Stender lavet grundlovsmøde i præstegårdens smukke have, hvor der også var et lille kræmmermarked, og over 100 mennesker dukkede op.
Dea anslog en både munter og til tider lidt selvironisk tone i sin tale, hvor hun selvfølgelig ikke kunne sige det samme som til et parti-arrangement. Men alligevel kunne man godt forstå, hvad hun mente:
- Når vi af og til ikke lykkes, er det ikke, fordi vi er kvinder, men fordi alle fejler til tider. I dag fejrer vi ikke kun kvindernes 100 året for, at kvinderne fik stemmeret. Det gælder i stort omfang også arbejderne og den øvrige befolkning.
Fallenter og fremmede
- Før 1915 var det nemlig kun mænd over 30 år med egen husstand - som kun udgjorde ca. 15 procent - der havde stemmeret. Resten var betegnet som fruentimmere, folkehold, fattiglemmer, fjolser, forbrydere, fallenter og fremmede.
Med lidt af en finte sluttede Merete Dea Larsen af på denne måde:
- Ifølge grundloven er folketingsmedlemmerne alene bundet ved deres egen overbevisning. De har ikke pligt til at tage hensyn til hverken deres parti eller deres vælgere - heller ikke at overholde valgløfter.
Den sidste bemærkning kunne så forstås som en lille hilsen til både den ene og den anden, hvis man havde lyst til det.
tk