Fortsæt til indhold

Bilsælger og cykelhandler bytter køretøj

Jens fra Jønnes Cykler og Claus fra Auto Lindvang skal i en uge prøve hhv. en elbil og en elcykel. I næste uges avis kan du læse, hvordan det gik

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Jens Matthiesen fra Jønnes Cykler og Claus Hansen fra Auto Lindvang har indgået en aftale: Renault-sælger Claus stiller en el-bil til rådighed for cykelhandler Jens i en uge, som til gengæld stiller en elcykel til rådighed for sin gode ven Claus.
"Det bliver spændende. Jeg forventer mig for det første, at jeg kan spare nogle penge på transporten. Alene til og fra arbejde kører jeg 50 kilometer dagligt. Desuden er jeg spændt på rækkeviden. Jeg har nemlig sat mig for at prøve, om jeg kan få den til at køre længere, end hvad fabrikken har sat den til," siger Jens Matthiesen.
Hvad er det for en cykel, du overlader til Claus?
"Det er en ny type elcykel. Den har det lange navn BH Easymotion Neo Cross og er et spansk fabrikat. I forhold til traditionelle elcykler så er det en mere sporty model, som derfor også henvender sig til et yngre publikum. Batteriet er integreret i stellet, og motoren sidder inde i baghjulet. Sammen med et udvendigt gear giver det en markant lavere friktion, der gør, at den i højere grad kan bruges som en almindelig cykel," forklarer Jens.
"Jeg er selvfølgelig spændt på at høre, hvad en bilmand som Claus har at sige efter en uge på elcykel. Om han ligefrem vil give mig ret i, at en cykel som denne i mange tilfælde vil kunne erstatte en bil nummer to," smiler cykelforhandleren forventningfuldt.

En årlig cykeltur

"Jeg cykler én gang om året, og det er når jeg er med i cykleroptaget ved Broager Ringridning," lyder det frejdigt fra Claus Hansen.
Den daglige tur fra hjemmet i Broager til arbejdet hos Auto Lindvang på Ellegårdvej i Sønderborg tilbagelægger han således i bil.
"Jeg er godt nok spændt på, hvordan det skal gå på Dybbøl bakke. Der kommer jeg nok til at brænde noget el af," smiler han.
"Og hvis det regner, finder jeg ud af, om en elcykel kan give stød," griner han. Jens beroliger ham med, at det gør den ikke.
Hvad er det for en elbil, du overlader til Jens?
"Det er en Renault Zoe, som jeg vil beskrive som en generation 2 elbil, hvor det hele er optimeret i forhold til tidligere elbiler. Det betyder blandt andet, at rækkevidden er større. Renault garanterer således en rækkevidde på 150 kilometer. Ved forsigtig kørsel skulle den endda kunne køre 210 kilometer," fortæller han.
"Så vil jeg prøve, om jeg kan runde de 200 kilometer," lyder det fra Jens.
"Så skal du godt nok være meget forsigtig med speederen," lyder rådet fra Claus.
Om det lykkedes Jens, kan du læse i næste uges Lokalavisen Sønderborg. Hvor vi så også kan fortælle, hvilke andre erfaringer bilmanden og cykelhandleren har gjort sig efter en uge med hinandens køretøjer.