Fremgang i lufthavnen trods benspænd
Terminalsammenlægningen i Kastrup Lufthavn har kostet passagerer på indenrigsruterne. Lufthavnschef i Sønderborg, Anders Sørensen kan dog glæde sig over fremgang i passagertallet
"Sønderborg Lufthavn havde en fremgang på omkring 2 procent i maj måned i forhold til sidste år, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Men vi er også ret sikre på, at tallet kunne have været større, hvis ikke Kastrup Lufthavn (CPH) havde lavet lidt benspænd for de indenrigsrejsende," siger lufthavnschef Anders Sørensen med henvisning til sammenlægningen af sikkerhedskontrollen for udenrigs- og indenrigstrafikken i CPH, der tilsyneladende har kostet indenrigsruterne i Aarhus, Billund og Aalborg en tilbagegang på op til 15 procent i forhold til maj sidste år.
Indtil 29. marts i år havde indenrigsruterne egen sikkerhedskontrol i Terminal 1. Nu skal indenrigsrejsende i stedet benytte samme centrale sikkerhedskontrol mellem Terminal 2 og Terminal 3, som også de udenrigsrejsende bliver ledt igennem. Det skabte i april og maj lange ventetider for de indenrigsrejsende, og CPH har efter højlytte protester nu indført et såkaldt 'pendlerspor', der skal sikre hurtigere sikkerhedstjek af de indenrigsrejsende, der ofte benytter ruten mellem København og provinsen.
En løsning, Anders Sørensen imidlertid kalder 'forfejlet':
"Der er brug for et samlet indenrigsspor til glæde for alle indenrigsrejsende. Ved kun at fokusere på pendlerne, svigter man de tusindvis af helt almindelige indenrigsrejsende, som rejser fra provinsen til København og retur. Det kan gøres bedre," siger Anders Sørensen
"I Sønderborg Lufthavn har vi rigtig mange passagerer, der fra København flyver videre ud i verden med SAS, og for dem er forholdene heldigvis helt i top. Vores passagertal viser, at stadigt flere erhvervsrejsende og sønderjyder på vej på ferie vælger at flyve ud i verden fra Sønderborg i stedet for at tage den lange, besværlige tur til København eller Hamborg i bil eller tog. Vi er ikke i tvivl om, at det fine samarbejde med SAS er en af grundene til, at vi kan glæde os over fortsat fremgang for Sønderborg Lufthavn," lyder lufthavnschefens vurdering.
Børnene med gratis
Fra 27. juni til 9. august rejser børnene gratis med, når du flyver med Alsie Express. Rejser du alene, kan du tage op til to børn under 12 år med på din rejse. Rejser I to voksne sammen, kan I tage op til tre børn under 12 år med – helt gratis. Eneste krav er, at du booker en returbillet, og du rejser sammen med dine børn både på udrejsen og på hjemrejsen.