Fortsæt til indhold

Robin Hood rammer plet

Arkiv
Louise Ritter

Historien kender vi alle til hudløshed, og derfor er det da også noget af en opgave Esbjerg Børne- og Ungdomsteater har sat sig selv på med årets sommerforestilling i Nørreskoven, for hvordan holder man publikum fanget, når de allerede fra start ved, hvordan det hele ender?

Netop den udfordring har teatret før stået i, og lad det være sagt med det samme - de vise sten er igen fundet. Den landsdækkende elektroniske kulturguide KulturNaut kalder forestilingen 'virkelig et besøg værd' - et statement Lokalavisen gerne tilslutter sig.

Flot koreografi, fængende sange - og dem er der faktisk mange af - troværdige kostumer, overbevisende skuespilpræstationer over stort set hele linjen og ikke mindst et godt drys humor kører det hele overbevisende hjem. Særligt sidstnævnte er forfriskende og nutidigt - for eksempel da Lady Marian får hoffets damer til at 'LOLLE' (Laughing Out Loud, red.) over hendes møde med Robin Hood.

Én bitte undren kan være, hvor børnene er henne i succesen? Jovist, der er både nuttede dyr, søde soldater på ikke meget mere end en meter og ti dygtige, dansende småpiger, men alle bærende roller spilles af voksne - eller nogen der er meget tæt på at være det.
Det højner måske kvaliteten, men lidt flere børnereplikker havde ikke gjort noget - vi var gerne blevet ti minutter længere af den grund.