Fortsæt til indhold

Så er der Rock Under Broen for 27. gang

Lørdag den 13. juni er der igen friluftskoncerter på den smukke plads under den nye Lillebæltsbro

Arkiv
Af Lars Saugbjerg

“Da det hele startede i tidernes morgen havde Rock Under Broen kun en scene.”
Vagn Ove Hansen kigger ud over den store plads, og lader tankerne flyve tilbage til 1989.
“Jeg har været med fra starten,” fortæller han, og begynder på historien om Steffen Brandt fra TV2, som faktisk har en del af æren for, at Rock Under Broen så dagens lys.
“Vi havde haft en halkoncert med TV2, som ikke gik supergodt. Så siger Steffen Brandt til vores daværende formand: Hvad med at lave noget udendørs? Og så var idéen født. TV2 var med på den første Rock Under Broen,” fortæller Vagn – og tilføjer:
”Vi lagde ud med tre orkestre. Fielfraz, Johnny Madsen og TV2. Det er jo lidt sjovt, at TV2 er med igen på dette års program.”
Tog mod til sig
I år er Vagn Ove Hansen tilbage i sin gamle rolle som konferencier.
”Det første år var jeg altmuligmand. Jeg turde ikke gå på scenen, så de lod mig slippe som konferencier det første år. Året efter tog jeg mod til mig, og var faktisk konferencier i 15 år frem,” fortæller Vagn.
Efterhånden som endagsfestivalen blev ældre begyndte 'tordenskjolds soldater' at trække sig lidt tilbage.
”Der var ligesom et opbrud, men vi var jo altid med på sidelinjen, og har aldrig vendt festivalen ryggen. I år er jeg så tilbage som konferencier”
Har du fået din anden ungdom?
”Ha-ha, neej. Men vi skal hjælpe hinanden, og jeg glæder mig til at gå på scenen igen. Det er sjovt – med publikum foran sig og kunstnerne bag sig. Det giver et sug i maven,” indrømmer Vagn, og understreger, at han ikke er alene om jobbet.
”I teltet går John Leø på scenen. Og med hensyn til forberedelsen får jeg lidt hjælp. Jeg har igennem mange år haft en rigtig god ven, Jens Sørensen, der har hjulpet tekstmæssigt. Han kan binde orkestrene sammen med blandt andet rim og versefødder. Det plejer at være super. Han har også lavet fodboldsangen til Middelfarts 2. divisionshold.”
I 'gamle dage' var det sin sag at være konferencier. Der kunne let være tre kvarter mellem orkestrene.
”Der var meget mere at lave. Efterlysninger og alverdens informationer. Det kører jo på storskærm i dag. Sådan har tingene ændret sig – også i forhold til sceneopbygningen. Det kunne jo tage hele ugen at bygge den op, og i dag tager det jo kun en halv dag. Men selve pladsen bygger vi op i løbet af ugen.”
Sidste år var der omkring 10.000 på pladsen. Økonomisk endte det med et nul på bundlinjen.
“Vejret bestemmer, om det bliver en succes. Folk kigger meget på vejrudsigten, og du kan dælme tro, at jeg kigger med...”

Er vejret godt, bliver pladsen ud til Lillebælt fyldt. Foto: Lars Saugbjerg