Bedre forhold på medicinske afdelinger
SF arbejder for at der afsættes flere midler til sygehusenes medicinske afdelinger. Det er der de ældre patienter ofte bliver indlagt på overbelagte stuer, gange og skyllerum. Det kan vi som velfærdssamfund ikke være bekendt. Netop vores ældre med kroniske lidelser er dem, der har knoklet hele livet og betalt deres skat til opbygningen af netop det velfærdssamfund, som nu svigter dem.
Det nytter ikke at de borgerlige partier bare skælder ud på regionerne og siger, at det er Regionsrådets ansvar som driftsherre på sygehusområdet, når der er omtale i medierne af overbelægningen. Og det giver slet ikke mening, når de samme borgerlige partier nu går til valg på deres såkaldte ”0-vækst” i den offentlige sektor.
Der er brug for modige politikere på Christiansborg, som vil en bevidst prioritering af de ældre patienter med behov for behandling på de almen medicinske afdelinger. Og som tør gå i gang med et opgør med mecicinprisernes himmelflugt. Det er jo i stor udstrækning de voldsomme stigninger i sygehusenes udgifter til medicin, der har ført til lukning af sengeafsnit og fyringer blandt sygeplejersker.
Din stemme på SF den 18. juni er en stemme for bedre vilkår for vores ældre syge medborgere, når de har behov for indlæggelse på sygehusets medicinske afdeling.