Fortsæt til indhold

Shubidua-musical lynsælger

Fredericia Teater har på under to måneder solgt de første næsten 15.000 billetter og forlænger nu spilleperioden

Arkiv
Arkiv

Shubidua sælger stadig som varmt brød – nu også som musical. Lige siden offentliggørelsen af ”Shubidua – The Musical”, som får verdenspremiere næste efterår på Fredericia Teater, har publikumsinteressen været overvældende. En række forestillinger er udsolgte, og på under to måneder har musicalen allerede solgt næsten 15.000 solgte billetter. Dermed sælger Shubidua-musicalen endnu hurtigere i Fredericia end teatrets populære forgængere Aladdin og Den Lille Havfrue, som hver især endte med at sælge over 100.000 billetter. Derfor har teatret også taget konsekvensen og forlænget spilleperioden med en uge, således at sidste spilledag nu hedder 25. oktober.
Billetsalget til den forlængede spilleperiode starter på Billetnet fredag den 30. januar klokken 10.00.
På Fredericia Teater glæder teaterchef Søren Møller sig over den flotte start på billetsalget:
“Jeg er hamrende stolt og glad for den overvældende interesse, der er blevet vist for vores lancering af ”Shubidua – The Musical”. At vi allerede på nuværende tidspunkt kan melde om næsten 15.000 solgte billetter, adskillige udsolgte forestillinger og en uges forlængelse er fantastisk. Den store interesse er også et udtryk for, at vi med denne satsning har ramt noget, der vækker interesse hos befolkningen generelt. Shubidua er i den grad folkeeje, og vi er glade for, at vi med denne forlængelse nu kan give endnu flere mulighed for at få en musicaloplevelse ud over det sædvanlige på Fredericia Teater.”
En ny slags musical

”Shubidua – The Musical” bliver en ny original musical baseret på numre fra Shubiduas bagkatalog. Når Fredericia Teater vælger at bruge betegnelsen musical, og ikke teaterkoncert, er det fordi, teatret målbevidst går efter at adskille sig fra hovedparten af den bølge af teaterkoncerter, der har skyllet hen over landet gennem de sidste godt 15 år, for i stedet at gøre det, de er bedst til – nemlig at fortælle historier.
Teatret vil, med udgangspunkt i Shubiduas sangskat, skabe et finurligt univers beboet af løjerlige og underfundige eksistenser hentet fra sangene og samtidig spinde en rød tråd gennem forestillingen.
“Vi skal på en personlig rejse, hvor vi følger vores hovedperson op gennem 70'erne og 80'erne, og teatret er i fuld gang med at skabe en forestilling, der bevæger sig i krydsfeltet mellem det nostalgiske og det overraskende, det jordbundne og det spektakulære, det morsomme og det rørende. Folkeligt og finurligt.”
Fredericia Teater afholder audition til forestillingen den 9. og 10. februar, og skal ud over et stort ensemble blandt meget andet bruge en velsyngende fantasifuld, følsom dreng på cirka 12 år og en cirka 50-årig ultra-tungsindig bodega-udgave af æseldyret. Teatret søger musicalperformere, dansende akrobater og syngende skuespillere på højeste niveau. Læs mere på audition.fteater.dk
Der er verdenspremiere på Fredericia Teater den 25. september.