Fortsæt til indhold

Grønt lys for Røde Port

Stationen har godkendt overtagelse af arealet syd for stationen - start på offentlig diskussion om det store projekt

Arkiv
Arkiv

Roskilde har nu fået grønt lys til at gå videre med det store Røde Port-projekt, hvor der skal opføres boliger, kontorer, hotel og butikker på 100.000 kvadratmeter ved sydsiden af Roskilde Station.
Sagen har ligget hos de statslige myndigheder i et halvt år, men de har nu endeligt godkendt, at kommunen kan overtage arealet med en option for tre år til en pris af 10 millioner. Det kunne en tilfreds borgmester Joy Mogensen oplyse ved økonomiudvalgets møde onsdag formiddag.
- Vi får mange nye arbejdspladser, og byen vil blive bundet bedre sammen, så der bliver forbindelse fra den ene side til den anden, og jernbanen ikke længere er en barriere, der deler Roskilde, forklarer hun.
- Nu skal vi i gang med en offentlig diskussionsfase, hvor borgerne i kommunen får mulighed for at komme med forslag til, hvilke krav kommunen skal stille til det kommende projekt, der laves i samarbejde med initiativtageren Claus B. Hansen.
Med disse betingelser skal der være en konkurrence, hvor flere firmaer får mulighed for at komme med deres bud på, hvordan det skal se ud.
- Når et vinder-projekt er fundet, bliver der en ny fase med offentlig debat, før kommunen endelig kan vedtage et projekt, som vil få meget står betydning for hele Roskildes vækst og udvikling, forklarer borgmester Joy Mogensen.

Mere detalihandel

Et af de store diskussionsemner i det nye projekt er, hvor stor en del der afsættes til detailhandel.
Roskildes eksisterende handelsliv ønsker, at det bliver så lidt som muligt og begrænses til brancher, der i forvejen ikke er så stærkt repræsenteret i byen. De nuværende butiks-folk frygter, at centrum vil blive tømt for liv, hvis der udenfor bliver et alt for stort indkøbscenter med detailhandel, som det er sket i andre byer, bl.a. Frederikssund.
Omvendt er det for en kommende bygherre også vigtigt at få en vis del med detailhandel for at have nogle til at betale huslejen, så investeringen kan komme hjem igen.
Kommunen vil stille en række krav til det nye byggeri. F.eks. skal der være en fodgænger-tunnel fra Roskilde Sygehus og Køgevej til centret og stationen for at fremme trafikken, idet den nuværende fodgængerovergang allerede i dag skaber store propper.

Hotel og p-pladser

Et nyt stort hotel er også en mulighed i projektet. Det skal give flere muligheder for at overnatte i byen, så kan være større udstillinger og arrangemeneter over flere dage, som Roskilde-hallerne nu har kapacitet til efter den udvidelsen med en ny hal.
Hotellet kan blive et højhus og vil samtidig kunne fremme Roskildes udvikling som en stor turistby med gæster, der bliver i flere dage, for at se de store seværdigheder i domkirken og vikingeskibsmuseet.
Endelig indgår mindst 2.000 underjordiske parkeringspladser i det kommende byggeri. For kommunen er det også et vigtigt argument at få denne kapacitet så tæt på centrum for at holde gang i det store handelsliv.

Positiv reaktioner

Tidligere har både erhvervsorganisationer, den lokale fagbevægelse og en stor del af byrådet erklæret sig positiv overfor Røde Port - eller måske rettere ny Østergade-projektet.
LO-formand Torben Jørgensen er specielt interesseret, fordi her kan blive mange almindelige jobs i butikker, hotel og kontorer for nogle af hans medlemmer.
- Vi skal også have jobs i byen til alle os roskildensere, der ikke har den helt store ledvogter-eksamen, som han siger.
tk