Igen ædel kappestrid foran Alsion
Oxbridge afvikles for 9. gang med deltagelse af syv danske og tyske uddannelsesinstitutioner
Når studerende fra syv danske og tyske uddannelsesinstitutioner i morgen torsdag den 21. maj stævner ud til kapsejladsen 'Oxbridge on Alssund' i Sønderborg, vil kappestriden igen blive afviklet direkte foran Alsion, hvor publikum har en enestående chance for at se sejladsen på nært hold.
Det er nu 9. år, at Sønderborg Yacht-Club (SYC) tager initiativ til kapsejladsen for at motivere unge studerende for sejlsporten.
Den vindende besætning fra sidste år, Fachhochschule Flensburg, skal dyste mod besætninger fra Syddansk Universitet, Fachhochschule Kiel, University College Syd/Sygeplejerskeuddannelsen, Business College Syd, Gråsten Landbrugsskole og Hou Maritime Idrætsefterskole.
Studerende i sejlerskole
At det lykkedes SYC at motivere unge studerende for sejlsporten, vidner SYC Studenterafdeling om. Her kan unge under uddannelse lære at sejle og dyrke sejlsport i top moderne både af typen J80 - for et årsmedlemsskab af kun 350 kroner. At dette kan lade sig gøre, skyldes sponsorerede både fra Sydbank og BHJ-Fonden.
SYC var den første sejlklub i Danmark, som stiftede en Studenterafdeling og startede Oxbridge kapsejladsen mellem uddannelsesinstitutioner. Siden har flere andre klubber gjort det samme, og der gennemføres nu Oxbrige kapsejladser for unge i både Vejle og Hou.
Oxbridge kapsejladsen afvikles som sædvanligt på en bane mellem de to broer i Sønderborg. Det sikrer publikum førsteparket på begge sider af Alssund.
Starten går umiddelbart efter åbningsceremonien kl. 10, og finalen forventes at finde sted omkring kl. 17.