Mere fart på Roskilde
ROSKILDE STÅR PÅ DEN ANDEN ENDE den kommende weekend, hvor byen er vært for hele fire store arrangementer både lørdag og søndag: Roskilde Rings 60 års Jubilæumsløb, DM i sprint indenfor orienteringsløb, Stafet for livet samt Skjoldenæsholm-løbet for cyklister.
Selvfølgelig vil det genere en god del af indbyggerne, når større eller mindre dele af byen spærres af, og bus-ruterne må omlægges, mens der indsættes transport frem og tilbage fra Dyrskuepladsen, hvor tilskuere udefra skal sætte bilen.
KAN MAN SLET IKKE HOLDE UD at være hjemme, mens de gamle racerbiler eller motionsfolket drøner forbi, er der vel altid mulighed for at tage i sommerhus, på en lille ferie eller besøge venner og bekendte.
Efter min opfattelse skal vi nemlig være glade for, at der foregår så meget i Roskilde. I en tid, hvor befolkningstallet falder, og meget lukker ned i en alt for stor del af landet, er vi rigtig godt stillet i denne by. 1.000 mennesker vil flytte hertil om året, og initiativrige folk står på nakken af hinanden for at arrangere den ene store begivenhed efter den anden.
BÅDE CYKEL- OG MOTIONSFOLK har efterhånden gennem mange år haft deres løb til fordel for folkesundheden og til støtte for kampen mod kræft. Det er to gode formål, og derfor fortjener de naturligvis også plads til deres arrangementer, der foregår i den vestlige del af byen og i Byparken.
Orienterings-sporten har slået sig ned i Bymidten og bruger Det Kongelige Palæ ved Stændertorvet som udgangspunkt for sit DM i sprint, både individuelt og for hold.
MEN DET STORE TILLØBSSTYKKE bliver nu fejringen af 60 året for Roskilde Ring med et jubilæusmløb for klassiske biler på en rundstrækning nær havnen både lørdag og søndag.
Her lukkes en del af Frederiksborgvej, Sankt Clara Vej og Sankt Ibs Vej, så de gamle fuldblods-maskiner kan drøne rundt i gaderne, som til gengæld har fået ny asfalt.
KOMMUNEN GARANTERER FOR JUBILÆUMS-LØBET økonomisk. Det er en hel rigtig beslutning, fordi racersporten har haft så stor betydning for byen, siden Roskilde Ring skabte denne tradition for 60 år siden.
For det er jo ikke tilfældigt, at en stor del af landets bedste kørere kommer herfra. Kevin Magnussen, der lige nu er 3. kører hos et af verdens største Formel 1-hold McLaren, er kun det seneste eksempel. Før ham har vi haft faderen Jan Magnussen, der fortsat vinder store langdistance-løb i USA og har flere sejre på Le Mans. For ikke at glemme mange andre som rally-mester Tim Svanholt, Jason Watts eller gamle Jens Winther.
DENNE POLE-POSITION i dansk motorsport er absolut værd at forsvare, for den er med til at give Roskilde gennemslagskraft på landkortet i den moderne oplevelses-økonomi.
Når vores by heldigvis har råd til at støtte kulturen på mange andre områder – lige fra nyt rockmuseum til Schubertiade eller bordtennis og fodbold – er det helt fint, at der også er noget til bilentusiaster og motorfans. Alt skal jo ikke være såkaldt 'fin-kultur'.
DET STØRSTE PLUS denne weekend er imidlertid, at de mange store begivenheder – sammen med alt det, der foregår resten af året – viser et meget klart billede af en by i accelererende udvikling. Roskilde er for alvor blevet en magnet, som hele tiden tiltrækker titusinder af deltagere og tilskuere, der heldigvis også kan finde på at komme tilbage igen.
Vi skal glæde os over, at forskellige initiativtagere og kommunen tør satse på de store arrangementer. Det er rigtigt at investere nu, mens vi har penge til det. Det kommer nemlig tilbage igen, når vi har råd til at sætte endnu:
MERE FART PÅ ROSKILDE