Fortsæt til indhold

Fiat 500X og storken

På biljagt efter fuglepar med unger i Roskildes omegn

Arkiv
Anette Gundlach

Mange børn er blevet lavet i en Fiat 500 tilbage i 1950'erne og 60'erne, men da jeg skulle prøve den nutidige version, tog jeg en tur i omegnen af Roskilde for at lede efter storkeparret, der netop har fået unger. Chefsælger Stig Jensen forklarede, at Fiat efterhånden har flere biler, hvor tallet 500 indgår, da det er et populært brand, der vækker positive tanker. Når man hører navnet, tror de fleste nok, at se det er en lille handy bybil. Men med 500X kan man godt tro om igen. Her sætter man sig ind i en bil med masser af plads til både store arm- og benbevægelser foran som bagved. Da bilen er en såkaldt cross-over, er den god både i byen og til eventyr på landet. Den fås da også med både for- og firhjulstræk. Solen skinnede og de gule og grønne marker lokkede denne aften. Derfor besluttede chauffør og passagerer sig for at køre ad de snoede landeveje til Gundsølille for at kigge efter storkeparret Ida og Emil, der netop var blevet forældre. Af sted gik det ad snoede landeveje i retning mod Lille Valby, Ågerup og Gundsølille. Indrømmet, så er chaufføren her ingen fartdjævel, snarere en tempo-engel. Alligevel kunne alle mærke at køretøjet lå godt og sikkert på veje og i kurver, også når man var tvunget til at køre ud i rabatten.

Tilbage til 60'erne

Mens gule og grønne marker med forårskåde fasaner, harer og hjorte flød forbi, faldt talen på bilens hjemland, hvorfra den mandlige passager er kommet tilrejsende fra. Tankerne gik tilbage til 60'erne, hvor enhver ordentlig italiener med nogenlunde orden i økonomien kunne tillade sig at køre rundt i en af de første eksemplarer af Fiat 500 - bilen man tog på i stedet for at stige ind i. Den dag i dag tøffer flere familier i det sydligste italien rundt i den lille bil, hvor der er plads til mere end man kan forestille sig i dagens Danmark. Smilebåndet blev strukket ekstra bredt ved fortællingen om de fire små søskende, der dengang sad på det trange bagsæde. De skulle på flere ugers sommerferie lang væk fra hjembyen Palermo og langt ud på landet til en lille bjerglandsby. Mor og far sad på forsædet, mens pastapakkerne var stoppen ind mellem arme og ben mellem sæder og på alle frie steder i den lille bil. Pengene var små og provianten skulle hele ferien. Dørene måtte kun åbnes i de små pauser, da det tog for lang tid at stoppe børn og spaghetti ind igen.

Stor i slaget

Tilbage til Roskilde og Fiat 500X, så er den anderledes og stor i slaget i forhold til sin forfader. Fem langbenede nordboere kan snildt få plads på sæderne, uden at man sidder lårene af hinanden. Den store motor i bilen gør, at man nemt kan forcere italienske bjergveje med et lille tryk på speederen, hvis man skulle komme på de kanter.

Stork på afveje

Kort før Gundsølille begyndte vi at spejde efter de fjerede fugleforældre. Dem, der ikke præcist vidste, hvor de kunne tænkes at befinde sig og hvordan de ser ud, fik det forklaret. Da vi så et skilt med storkefar på, vidste vi, at vejen helt sikkert var den rigtige. Men trods ihærdig udkig fik vi ikke de to gamle storke Emil og Ida at se. Måske havde de travlt med at fodre unger, eller også var de fløjet på frøjagt i den nyligt fredede Værebro Ådal. Efter endt storkejagt vendte vi og kørte langs fjorden mod Roskilde Havn, hvor vi tog en lille pause efter en dejlig køretur ud i landskabet. På havnen nød vi den stille aften sammen med flere andre, der også havde valgt at se solen dykke ned mellem skibenes master og videre ned i det isblå vand. ag@roskildeavis.dk