Nul kroner for støv og larm
Stadeholderne på Stændertorvet får ingen kompensation for tabt fortjeneste. De har ellers i mere end et år stået i støv og larm og under trange kår. Samtidig har det til tider været svært for kunderne at finde vej hen til dem.
Partiet Venstre havde ellers foreslået, at politikerne på byrådsmødet onsdag skulle vedtage, at stadeholderne skulle have et plaster på såret for al besværet.
- Stadeholderne har stået i støv og støj, derfor bør de også reduceres i betalingen, sagde Peter Madsen.
Forvaltningen har i forvejen besluttet, at en del af butikkerne omkring Stændertorvet skal have kompensation, fordi de ikke har kunnet bruge deres udeareal.
Peter Madsen forklarede, at når kommunen kan give penge til de andre butikker og til skæve og orange ting, så er det ikke i orden, at dem der lider under ombygningen af Stændertorvet ikke får hjælp.
Socialdemokraten Karim Arfoui forklarede, at stadeholderne fik, hvad de betalte for, og at de i sin tid havde afslået at flytte på Hestetorvet.
Karsten Lorentzen fra DF mente, at det var småligt ikke at give kompensation, og at det drejede sig om også at tiltrække stadeholderne i fremtiden.
Venstre, Konservative og DF stemte for forslaget om kompensation, Radikale stemte blankt, men resten stemte i mod.
ag@roskildeavis.dk