Ryan Air dømt ude
Beslutningen er bluf og rykker ikke en flybillet, mente V og C
Et flertal af politikerne i byrådet dømte onsdag aften flyselskabet Ryan Air ude.
Jeppe Trolle (B) Karim Arfaoui (A), Birgit Pedersen (F) og Henrik Stougaard (Ø) foreslog, at Byrådet skal præcisere Roskilde Kommunes indkøbspolitik i forhold til at kommunen overholder en konvention om arbejds- og lønvilkår.
Merethe Dea Larsen fra DF var enig i dette forslag, selvom hun ikke mente, problemet var en sag for Byrådet.
Anderledes så både Venstre og Konservative på sagen.
- Det er det mest åndsvage jeg har været med til, sagde den konservative Lars Lindskov, han mente at det var ansvarsløst at udsætte et enkelt frima for et shitstorm.
Lars Lindskov er tilhænger af den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler om og fastsætter løn- og arbejdsvilkår. Det skal dog ske uden indblanding fra tredjepart.
Sparker en åben dør ind
Bent Jørgensen fra Venstre mener, at den danske model fungerer godt og at han har respekt for, at man ønsker at beskytte folk.
- Men vores vedtagelse rykker ikke en flybillet. Det er et slag i luften, da kommunen allerede er dækket ind.
- Sagen er spild af vores tid og skatteborgernes penge. Vi sparker en åben dør ind, mente Mads Ravndrup fra Venstre.
Jeppe Trolle forklarede, at han mente, at man i forvejen automatisk blander sig, når man støtter et firma, der ikke har overenskomst. Derfor burde man vælge det fra.
- Vi skal ikke bruge skatteydernes penge på en virksomhed, der undergraver det danske marked, sagde det radikale byrådsmeldlem.
Beslutningen gælder alle former for transport, hvor kommunen vil kræve 'sociale klausuler', så de lønninger og arbejdsforhold, der er aftalt mellem arbejdsgivere og fagbevægelse på det danske arbejdsmarked, bliver overholdt.
Flertallet ønskede på denne måde at bidrage til, at danske lønninger ikke udsættes for dumping.
ag@roskildeavis.dk