Fortsæt til indhold

Pas på friheden

Sidste chance på grundlovsmøde for de lokale kandidater

Arkiv
Af Torben Kristensen

Foto: Erling J. Friheden til at sige sin mening og arbejde sammen i fred med hinanden er en hel afgørende forudsætning for, at Danmark er et godt og velhavende land, der kan give indbyggerne trygge forhold at leve under. Så langt kan de fleste af de politiske partier nok være nogenlunde enige, men alligevel er der også skillelinjer med forskelligt tryg på det ene og andet element i demokratiet. Alt det bliver der lejlighed til at komme frem med igen på møderne Grundlovsdag den 5. Juni, hvor det på ny bliver fejret, at landet fik sin første frie forfatning for 166 år siden. For de lokale folketings-kandidater er det samtidig sidste gang før det snarlige folketingsvalg, at de får lejlighed til at markere sig med en grundlovstale. Her er de planlagte Grundlovsmøder, som Roskilde Avis har fået besked om:

Socialdemokraternes lokale folketingsmedlem Mette Gjerskov taler klokken 14.15 på et møde i Palæhaven ved Stændertorvet. Arrangementet begynder klokken 14 og har tillige taler fra borgmester Joy Mogensen og direktøren for Vikingeskibsmuseet Tinna Damgaard-Sørensen.
De konservatives Lokale folketingskandidat, Christian Wedell-Neergaard, der tillige er medlem af Sjællands Regionsråd, taler klokken 14.40 på INSP, det gamle skoleslagteri ved Køgevej. Mødet starter klokken 14, og blandt de øvrige talere er partiformand Keld Holm og byrådsmedlem Lars Lindskov.
Byrådsmedlem Merete Dea Larsen, der samtidig er folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Roskilde, taler ved et møde klokken 13 i forbindelse med kræmmermarkedet i Kirke Saaby.
Folketingsmedlem Zenia Stampe, der er valgt i Roskilde, taler ved De Radikales møde klokken 11.45 i Restaurant Byparken. Arrangementet starter allerede et kvarter før med et indlæg af byrådsmedlem Jeppe Trolle og bagefter kan deltagerne snakke med begge folkevalgte over en kop kaffe.