På sporet af Løvfrøen
På en stille juniaften kan man høre løvfrøens kvækken som et vedholdende, larmende kor, der kan høres langt væk
I denne tid har man mulighed for at høre løvfrøen kvække. I maj og juni efter solnedgang kan man høre dens kvækken som et vedholdende, larmende kor, der kan høres på op til tre kilometers afstand. Den stopper ligesom nattergalen med at ”synge” til Sankt Hans.
Stort arbejde
Op til 1980'erne fandtes den nordligste bestand i området mellem Klattrup, Tiufkær og Håstrup, men det tidligere Vejle Amt gjorde et stort arbejde for at hjælpe løvfrøen på fode igen. Amtet hjalp blandt andet lodsejerne med at grave eller renovere vandhuller.
Løvfrøen er meget varmeelskende. Det er årsagen til, at den har sin nordlige udbredelsesgrænse i Danmark. Den kvækker i lavvandede vandhuller uden vegetation på sydsiden. Her kan solen lettest opvarme vandet. På nordsiden vil den gerne have tornede buske, brombær og lignende. Her kravler den op og sætter sig på bladene, hvor den er meget vanskelig at få øje på.
Løvfrøen kendes på sin lille størrelse (ca. 4 cm), den glinsende, ensfarvede hud og på, at den klatrer i buske og at har hæfteskiver på tæerne.
Løvfrøen er som hasselmusen på EU-Habitatdirektivets Bilag IV og dermed beskyttet i hele dens udbredelsesområde.