Fem faner uddeles på Valdemarsdagen
KØGE: På Valdemarsdag, mandag den 15. juni kl. 19.00, arrangerer Danmarks-Samfundet Lokalforeningen for Køge & Omegn sammen med Køge Kirke flagfestgudstjeneste med uddeling af 5 faner.
Det er det 10. arrangement af sin art siden 2006. Flere end 50 foreninger, organisationer og hjemmeværn, som er tilknyttet med medlemskab, og en stor del deltager med faner.
Sognepræst Jan Basie er prædikant og formand for regionsråd Sjælland, Jens Stenbæk, holder tale og overrækker faner.
Herfølgekoret, under ledelse af Otto Laust, synger fra den danske sangskat. 32. Bataillons Musikkorps spiller under ledelse af Jacob Juul Keller, sammen med Køge Kirkes organist. Prins Jørgens March ved præludiet, når fanerne føres ind i kirken. Køge Skoleorkester under ledelse af Arne Svendsen spiller som optakt til flagfestgudstjenesten.
Efter arrangementet i Køge kirke går alle med musik og faner til Køge Torv, hvor der spilles og hvor Havdrup IF Gymnastikafdelings springhold giver opvisning.
Danmarks-Samfundets Lokalforeningsformand, Uffe Lundgaard, holder jubilæumstale.
Der er lagt op til en stor kulturel folkefest med sang, musik og idræt omkring vort flag Dannebrog. I de 10 år har lokale foreninger, organisationer og hjemmeværn modtaget 36 faner og 10 flag.
Arrangementet er offentligt og alle er velkomne.
På Valdemarsdag og dagene omkring kan man møde sælgere af det lille Valdemarsflag. Salget som er grundlæggende for uddelingen af fanerne.
Arrangementet støttes af Pro Patria Fonden, Nordeas Kulturfond, Køge Kommune, Dagbladet, JK Salater og MENY/WIKA.
pm