Fortsæt til indhold

Skyttebrødrene er klar til fest

Ole Daugbjerg er æresgæst ved årets skyttefest

Arkiv
Arkiv

Hædersgæsten ved Borgerforeningens kongeskydning 2015 i Sønderborg lørdag den 13. juni er Ole Daugbjerg, direktør for det nye Sønderborg Vækstråd.
Ole Daugbjerg har bl.a. været kommunikations- og stabsdirektør i Danfoss koncernen, ledende partner i en af Danmarks største kommunikationsvirksomheder og senest selvstændig virksomhedsrådgiver. Ole Daugbjerg var en af initiativtagerne til oprettelsen af Sønderjysk Elitesport, hvor han også var formand for bestyrelsen i en årrække.
Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen er med for anden gang, når han sammen med hædersgæsten Ole Daugbjerg står på trappen ved rådhuset ved lørdagens markedsdage kl. 11.30.
Sønderborg Garden og Broager Brandværnsorkester er med, når Skyttelauget marcherer gennem byen til Rådhuset.S
Skyttebrødrene begynder med morgenkaffe ved skyttekredsens skydebane på Kær Vestermark. Herefter er der kongeskydning med efterfølgende kåring af årets skyttekonge.
Skyttebrødrene bliver derefter kørt til Mølleparken, hvor der spilles en lille koncert for plejecentrets beboere. Fra Mølleparken går optoget kl. 11.10 med den nye skyttekonge i spidsen til modtagelse på rådhuset. Efter uddeling af årsmedaljer går turen igen går op igennem gågaden med fuld musik. Marchturen ned gennem byen bliver igen med en smuttur forbi Borgen.
Klokken 13.00 afvikles den traditionsrige skyttefrokost i Kulturhuset - Skyttehuset i Skovhuse.