Fortsæt til indhold

Nyt Psykiatrihus åbner i Roskilde

Anoreksi-ramte og misbrugere får bedre hjælp på afdeling ved Sankt Hans

Arkiv
Anette Gundlach

Anoreksi-ramte, misbrugere og andre syge får i fremtiden lettere og bedre hjælp til deres problemer.
Roskilde Kommune åbner nemlig i samarbejde med Region Sjælland et psykiatrihus på Sankt Hans i starten af 2016.
Punktet er indtil videre lukket på Beskæftigelses- og Socialudvalgets dagsorden fra sidste uge.
Til gengæld er det åbent på regionens Forretningsudvalgsmøde.
Her står, at Roskilde Kommune har købt fire bygninger på Toftebakken, som i fremtiden skal rumme Psykiatri Huset.

Godt for de syge

Formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, Bent Jørgensen, fra Venstre har siden efteråret arbejdet på sagen sammen kollegaerne i regionen og i sit udvalg.
Han er glad for, at planen endelig er lykkedes. Det betyder nemlig, at de syge får bedre hjælp.
- Vi ved, at der er mange borgere med psykiske lidelser, der er i kontakt med både det regionale og kommunale system. Det betyder nogle gange fejlbehandling og flere indlæggelser, fordi de er tvunget rundt til forskellige adresser.
Bent Jørgensen vil ikke kommentere på, hvilke konsekvenserne sammenlægningen får personale og i forhold til bygningskøb, da det er på den lukkede dagsorden.

Silkeborg er forbillede

Forbilledet for politikerne er Psykiatriens Hus i Silkeborg, der åbnede i 2012.
Her findes 12 døgnpladser til akutte overnatningsbehov, der er døgnåbent telefonservice, dagtilbud og cafe. Erfaringerne viser, at der både er et markant fald i indlæggelser og genindlæggelser. Desuden er brugerne også meget tilfredse med Psykiatriens Hus.
Huset i Roskilde skal indeholde de samme muligheder.
Bent Jørgensen er overbevist om, at det nye hus vil give hele psykiatrien et tiltrængt løft.

Udgående team

Bent Jørgensen drømmer om, at huset også får et udgående team, der kan komme hjem i folks boliger for at hjælpe, hvis de ønsker det.
- Dermed kan man tage endnu mere i opløbet, så sygdommen ikke udvikler sig alvorligt, forklarer politikeren.
Denne aftale er dog ikke helt på plads endnu.
- Nu starter vi på huset, så kan vi udvikle det videre henad vejen, siger Bent Jørgensen.
Roskilde Kommune kommer til at eje bygningerne, mens Region Sjælland står for hjælpen og behandlingen af borgerne og patienterne.

ag@roskildeavis.dk