Hele Danmark - og Gram - cykler
Søndag den 7. juni cykler byer over hele Danmark, for at markere ‘Vi cykler i dag’, den nye store cykelfejringsdag
Kæden smøres og kaffen hældes på termokanden, når tusindvis af danskere hopper i sadlen søndag 7. juni til et væld af forskellige arrangementer landet rundt, som alle har det til fælles at cyklen er i centrum på denne cyklingens fejringsdag.
Således også i Gram, hvor deltagerne mødes klokken 10 ved Gram Fritidscenter. Der holdes flere pauser undervejs, mens madpakken spises i Stensbæk plantage - så husk madpakken og drikkevarer.
Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam glæder sig over starten på en ny tradition, når Vi cykler i dag løber af stablen for første gang søndag d. 7. juni.
”Normalt bruger de fleste af os cyklen som en arbejdshest, når vi cykler til og fra arbejde. Vi cykler i dag handler så om at få os til at opdage, at cyklen også kan være et redskab til fornøjelse, der giver os oplevelsen af fællesskab, frisk luft og motion,” udtaler han.
I år er Cyklistforbundet, DGI, Friluftsrådet, DCU og Danske Cykelhandlere gået sammen om at skabe en endnu stor fejring af cyklen og cyklismen. Tidligere har vi hver især afholdt forskellige arrangementer rundt om i landet – bl.a. Store Cykeldag og Cyklingens Dag – men med det nye samarbejde når vi bredere ud ved at bruge hinandens netværk, erfaringer og faciliteter.