Late Night med vrinsk og bikinier
Man var både udfordret med vejret (igen) og en kæmpe Rock Festival.
Men det skulle ikke være nogen hindring, og derfor slog butikkerne fredag aften dørene op til endnu en omgang Late Night, og som vanligt var der nogle, der havde gjort mere ud af det end andre.
Blandt de der forsøgte sig med en anderledes gimmick var Gymnastik og Ridesport, der havde hyret en karet til at køre gennem Kongensgade med piger i badetøj og ridebukser. Den kombination er vist ikke liiige set før.
“Mange ved det måske ikke, men vi har faktisk byens største udvalg i badetøj året rundt, og det ville vi gerne gøre opmærksom på med denne lille event,” fortæller butikschef Ditte Damgaard om den anderledes idé.
Selv om pigerne i kareten havde fundet smilene frem til lejligheden, så var det ikke just bikinivejr, måtte de sande:
“Badetøjet er behageligt at have på, men vi kunne godt tænke os et par grader mere,” lød det med et grin fra kareten.