Fortsæt til indhold

Kommunens nye bybus-køreplaner er klar

Nye buskøreplaner træder i kraft i slutningen af juni, men de kan ses nu

Arkiv
Arkiv

Hvilken linje skal jeg tage, og hvornår kører min bus? Den 28. juni træder det nye bybusnet i Kolding i kraft. Nu er de nye køreplaner klar, så tjek selv, hvad ændringerne kommer til at betyde for din rejse.
“De trykte eksemplarer af de nye køreplaner vil være tilgængelige i bybusserne fra midten af juni, men allerede nu kan man på sydtrafik.dk se køreplanerne, ligesom man kan planlægge sin rejse på rejseplanen.dk. Mange er vant til at bruge Rejseplanen, når de skal med toget til København, men Rejseplanen er også meget velegnet til at planlægge de daglige ture med bybussen,” forklarer trafikplanlægger Karina Mortensen, Kolding Kommune.

Mobile køreplaner

Rejseplanen indeholder afgangstider for alle danske trafikselskaber, og man kan søge via både computer, smartphone og tablet.
Når du vil udforske det nye bybusnet via Rejseplanen, er det vigtigt, at du vælger en dato efter den 27. juni.
“Det nye bybusnet træder først i kraft 28. juni. Hvis du søger i Rejseplanen før den dato, så vil Rejseplanen naturligvis søge i de nuværende køreplaner,” siger Karina Mortensen.
Du kan læse mere om det nye bybusnet på www.kolding.dk/nytbybusnet.