Forbindelsen til Roskilde
Chr. Wedell ønsker bedre infrastruktur, så domkirkebyen ikke bliver koblet af
- Roskildes forbindelse til omverdenen er afgørende for udviklingen i vores området, sagde Chr. Wedell-Neergaard til de godt 40 deltagere, som deltog i De Konsrvatives grundlovsmøde på INSP i det gamle skoleslagteri ved Køgevej. Han er partiets leder i Sjællands Regionsråd og folketingskandidat i Roskilde samt Lejre ved det kommende valg. - Vi skal satse på en infrastruktur, hvor vi beholder ic- og regionaltog til både København og den øvrige del af landet, selv om vi også får S-tog. Samtidig har vi brug for langt bedre veje, både mod Ringsted og til det nye store sygehus ved Ølby, forklarede han. De Konservatives leder på Sjælland fremhævede også, at Roskilde skal udvikle sin position som regionens vigtigste uddannelsesby ved at få universitetet på RUC til at hænge bedre sammen med livet i resten af byen.
Husk det sociale
Med tanke på den svage tilslutning, som partiet i øjeblikket kæmper med under ledelse af den nye formand Søren Pape og den såkaldte 'Stop-kampagne', fremhævede han nogle af de mere traditionelle konservtive dyder: - Vi vil lære af fortiden, så vi ikke skal lave de samme fejl om igen. Man skal også huske, at De Konservative er et socialt parti, som også har plads for samfundets svage. Vi er ikke 'liberale bøller', som bare vil overlade folk til helt at klare sig selv. - Men samtidig tror vi også på det private initiativ og retten til at høste frugten af en ekstra indsats som det, der driver et samfund fremad, understregede han. Ved mødte talte også partiets medlem i Roskilde Byråd, Lars Lindskov. tk