Alt klar til Havnerock
Musikforeningen Bygningen byder velkommen til Havnerock i denne weekend - og har også allerede efterårets program på Teaterbygningen klar.
MUSIK:Vejret ser ud til at blive fantastisk lørdag, så alt er klar til en fantastisk oplevelse på havnen, når der er premiere på Havnerock denne dag. Der er stadig ledige billetter til showet, som blandt andet byder på musik fra Johnny Madsen Band, Michael Hardinger Band og Sko og Torp.
Havnerock den 6. juni på Køge Havn er Musikforeningen Bygningens første udendørs koncert og gennemføres i samarbejde med Bryghuset Braunstein foran bryghuset. Billetter til denne sommerkoncert kan købes via www.bygningen.dk.
Og Musikforeningen Bygningen har dårligt lukket og slukket for forårets koncerter og shows på Teaterbygningen, før hele efterårsprogrammet ligger klart.
Efteråret på Bygningen er en dejlig pose blandende bolcher, som vi kender det. Efteråret starter tradition tro i Hugos Kælders dejlige gård den 15. august, hvor Bygningens frivillige medarbejdere deler program flyers ud og tegner nye medlemsskaber af foreningen. To bands vil spille hele eftermiddagen, og entreen er gratis.
Igennem hele efteråret og frem til den legendariske koncert 2. Juledag med Bongoinstituttet er der udsigt til 20 koncerter og standup-shows med alt fra Jokeren, Ruben Søltoft, Madsen, Møller & From til Chris Minh Doky, hollandske Focus, grønlandske Rasmus Lybert, Rasmus Walter og Anne Linnet. Bluesmusikken bliver præsenteret af Ole Frimer Band, Thorbjørn Risager og Mike Andersen.
- Musikforeningen ønsker alle en god sommer, og hvis ikke vi ses til Havnerock så ses vi til efteråret, lyder det fra foreningen.
Billetter til alle disse koncerter er allerede nu mulige at få fingrene i via www.bygningen.dk.