På rotur til Venedig
I anledning af 125 års jubilæet skriver medlemmer om de mange forskellige aktiviteter i Roskilde Roklub
Et af de naturmæssige kendetegn for Danmark er vores fantastiske kyststrækning. Uanset hvor du bor i Danmark, er der ikke langt til vandet, hvad enten det er havet, fjordene eller søerne.
I Danmark nyder ca 140 roklubber godt af dette. Alle roklubber har deres særkende: farvandet, de ligger ved – havet, fjorden eller en større sø. Det er vidt forskellige oplevelser at ro ud på Øresund fra Skovshoved Roklub, at ro på kanalerne, forbi Christiansborg og den lille Havfrue fra Københavns Roklub, eller at ro på Roskilde Fjord.
I Europa og i resten af Skandinavien er roning ligeledes en udbredt sport. I Europa er roklubberne ofte placeret ved søer, floder eller kanaler; i Norge ligger roklubberne i fjordene. Sydpå bruges roningen som fysisk træning og foregår i smalle bådtyper. I Danmark er den almindelige motionsroning præget af både den fysiske træning, men også i høj grad af at være udflugter, hvor vi går i land undervejs og nyder lidt at spise eller drikke.
Møde med andre
Dette unikke spektrum af muligheder tiltrækker ALLE roere. Vi får lyst til at udforske ukendt farvand, se andre klubber og møde andre roere.
Roskilde Roklub bidrager i høj grad til denne udveksling af oplevelser. Vi har arrangeret et hav af ture for vores egne medlemmer, både indenrigs og udenrigs. Danmark bliver udforsket flere gange hver sæson, og der har senest været arrangeret ture til Oslo, Berlin, Lyon og Venedig.
Roskilde Roklub har været værter for roere fra Sverige, Frankrig og Italien. Vi har, gennem private forbindelser en venskabsroklub i Lyon. Et venskab som har stået på i 7 år, hvor vi skiftes til at arrangere ture for hinanden hvert år i Kr. Himmelfarts ferien.
Vi har haft franskmændene med på overnatningstur i klubbens sommerhus i Skuldelev, vi har roet flere dagsture på fjorden, med medbragte madpakker, vi har roet på Øresund og i Københavns havn. Og vi roet og sejlet i et af Vikingeskibsmuseets både en vindblæst eftermiddag, hvad franskmændene stadig betragter som deres største ro-oplevelse.
Varme og kaos
Vi har til gengæld roet på en alpesø, på Rhone- og Saone-floderne i Lyon og – ikke mindst – i Venedig.
En uovertruffen oplevelse af storslåethed, varme og kaos, hvor mere end 3000 roere i 2000 både på én gang roede i Venedigs kanaler og ud til øerne Burano og Murano i den årlige Vogalonga-sejlads. Det var ubeskriveligt, fascinerende og fysisk udtrættende pga elendig italiensk logistik og afvikling af arrangementet – og fordi det fandt sted på en meget varm dag.
Men også i Venedig viste det sig, at alle roere har de samme kendetegn, uanset hvorfra de kommer:
Vi elsker samværet og udfordringen ved at få en rotur til at blive en god, sjov og tryg oplevelse for alle. Vi elsker mad og drikke, at snakke sammen og at drille hinanden på godmodig vis. Roningen bliver, på tværs af sprog og lande, limen til gode venskaber der varer i ”åre”vis.