Fortsæt til indhold

Lys og luft til Lille Bjørnkær

For anden gang i år skal Lille Bjørnkær have en omgang. Men denne gang er opgaven en anden

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 13. juni inviterer Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Sønderborg til endnu en vigtig dag i naturens tjeneste. Den smukke eng ved Lille Bjørnkær på Nordals har brug for at den tætte bevoksning omkring hegnene åbnes op. Alle kan hjælpe til, og der er mulighed for at se den sjældne orkide Kødfarvet Gøgeurt, der lige nu står og blomstrer på store dele af engen.
Lille Bjørnkær på Nordals er et helt unikt naturområde, hvor der både findes særlige og sjældne planter, f.eks. flere arter af gøgeurt og alm. Slangetunge. Hvis området gror til, forsvinder det rige planteliv. Derfor er der igen brug for en hjælpende hånd.

Ørnenæb og sav

Den 9. maj i år var en frivillige ude med ørnenæb og sav for at hjælpe engens lyskrævende planter og holde området fri for tilgroning.
"Det er svært at holde opvæksten nede omkring hegnene på engen. Der er derfor brug for en ekstra indsats netop her,” fortæller Charlotte Jervelund fra DN Sønderborg, som sørger for redskaber og byder hele familien velkommen.
"Alle kan gøre en forskel. Og når børn eller voksne har brug for en pause, er der rig mulighed for at udforske engen og gå på jagt efter de sjældne orkideer. Lille Bjørnkær er et af de få steder i Sønderborg kommune, hvor der vokser Alm. Slangetunge," fortæller hun.

Der er gode chancer for at se sjældne blomster på engen. F.eks. Gøgeurter. Foto: DN

Under åben himmel

Programmet for dagen starter med velkomst kl. 10 og en introduktion til opgaven. der er kaffepause under åben himmel kl. 12, og dagen slutter kl. 14.
Man mødes ved Stenbækgård på Hellesøvej 20. Stenbækgård findes ved at følge Bjørnkærvej i Holm på Nordals. Tilmelding er ikke nødvendig. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne. Husk gummistøvler, drikkevarer og gerne arbejdshandsker.