Fortsæt til indhold

Lavede engle til paven

Gud talte til fotograf Anne Kerry Swank og satte hende på en helt særlig opgave

Arkiv
Henrik Wanscher

Med sine naturskønne omgivelser og den vigtige placering i kongerigets historiske udvikling, skal man være kynisk for ikke at lade sig gribe en smule af Roskildes stemning. For Anne Kerry Swank var byens påvirkning dog mere omfattende. Da hun var blot fem flyttede hun til Roskilde med sine forældre, og her blev den lille pige grebet af Domkirkebyens aura. Især den religiøse side fik en stor indvirkning på Anne Kerry Swank, der blandt andet tilbragte mange timer af sin ungdom på at studere kunsten i Roskilde Domkirke. Kombineret med blandt andet hendes fars smittende passion for at tage billeder, ledte disse studier hende til en karriere som fotograf, der nu har to af sine værker i Vatikanet. Rejsen mod pavestaten startede med en besked fra gud. - Jeg sad en dag og bad, og så kunne jeg pludselig høre gud tale til mig, fortæller hun og fortsætter: - Han fortalte mig, at jeg skulle tage billeder af engle.

Fra Pentagon til paven

Anne Kerry Swank var på dette tidspunkt flyttet fra Roskilde og havde bosat sig i USA. Hendes karriere var allerede godt på skinner, men det havde op til da hovedsageligt været portrætbilleder, hun beskæftigede sig med. Hendes kommunikation med gud fik hende dog til at ændre fokus, og hun begyndte at lede efter engle med sit kamera. Englene fandt Anne Kerry Swank på gaden, hvor hun udvalgte folk, som hun mente at kunne mærke noget guddommeligt over. Indsatsen førte i første omgang til, at Anne Kerry Swank skabte et billede af en engel med det amerikanske flag. Billedet blev færdig kort tid før terrorangrebet 11. september, og bagefter fandt det vej til folk i det amerikanske militær og en højagtet placering i Pentagon. - I den forbindelse begyndte jeg at tage mange billeder for militærfamilier. - Mange hørte om mit arbejde, og en dag fik jeg et brev fra en mand, der ønskede, at møde mig, fordi han mente, at paven kunne være interesseret i mit mine billeder af engle.

Indsats bar frugt

Mødet med pavens repræsentant forløb godt. Anne Kerry Swank havde udvalgt fire billeder, og da repræsentanten havde set dem, sagde han til hende, at hun skulle gå hjem og bede, for to af hendes billeder skulle sendes til paven. På trods af det grønne lys besluttede Anne Kerry Swank sig dog for, at billederne ikke bare skulle sendes af sted med det samme. Hun ville selv lave rammerne til dem, og for at kunne gøre det, var fotografen nødt til bruge fire måneder på at tillære sig de nødvendige egenskaber. Månederne synes dog at have været givet godt ud, for kort tid efter hun endelig fik sendt billederne af sted, modtog hun et brev fra paven. - I brevet skrev han, at han beder for mig og mit arbejde, fortæller Anne Kerry Swank. - Jeg kan stadig ikke helt få hovedet omkring, at jeg har fået et brev fra paven, tilføjer hun.

Stadig forbindelse

Anne Kerry Swank bor stadig i USA, og det er nu efterhånden 36 år siden, hun flyttede fra Domkirkebyen. Fotografen har dog aldrig sluppet forbindelsen til Roskilde, hvor hun stadig har familie. Desuden har hun også kontakte til tre veninder, som hun mødte på sin første dag i Himmelev Skole. Selvom hun ikke har meget tilovers for det danske vejr, efter hun har levet i et klima, hvor tørke er et stort problem, så overvejer hun stadig at udvide sin kontakt med Roskilde. - Jeg har tænkt på, at jeg måske kunne bo her tre måneder om året, når vejret er bedst. - For Roskilde har spillet en stor rolle i min spiritualitet, og den betyder virkelig meget for mig, siger hun. hw@roskildeavis.dk