Kevin Magnussen indtog Vandel
Landets bedste racerkører gav den gas på gokartbanen i Vandel
Vandel Gokart havde i søndags besøg af dansk motorsports største navn Kevin Magnussen. Det skete i forbindelse med et 12-timers velgørenhedsræs til fordel for Børnecancerfonden, hvor Kevin Magnussen, der er reservekører i Formel 1 for McLaren, imponerede arrangørerne.
“Jeg havde ikke troet, at han ville klare det så godt,” siger eventansvarlig hos Vandel Gokart Thomas Jørgensen, der er imponeret over, hvor hurtigt Kevin Magnussen lærte banen at kende.
“Han sagde, det var en fed bane, og det er vi naturligvis meget stolte over,” siger Thomas Jørgensen, der er godt tilfreds med arrangementet.
“Der var en fantastisk stemning og et flot fremmøde lige fra starten af dagen,” siger Thomas Jørgensen, der fortæller om et “vanvittigt tæt løb.”
0,8 sekunder
“Da holdene kører over målstregen efter de 12 timer, er der 0,8 sekunder mellem vinderholdet og andenpladsen,” siger Thomas Jørgensen.
Vinderen blev Andersen Motorsport, stiftet af Martin Andersen, som kører DTC, mens Pølle Racing, med blandt andre tidligere fodboldspiller Martin Jørgensen på holdet, kom på andenpladsen.
Med på Kevin Magnussens hold var blandt andre to kræftramte børn samt vinderen af en auktion, hvor man kunne byde på en plads på holdet.
Pengene går til Børnecancerfonden, men Thomas Jørgensen kan endnu ikke oplyse, hvor mange penge der blev indsamlet.
“Vi håber, at vi er kommet over vores målsætning på 100.000 kroner,” siger han.