Parkeringslegen er slut i Odense
Nordjysk firma tager den tomme plads som parkeringskontrollant i Odense
Der har været - næsten - fri leg, når odenseanerne har parkeret på de kommunale parkeringspladser de seneste måneder. Den leg er nu slut, for 1. december overtog det nordjyske firma PNord kontrollen med de offentlige parkeringsplader i Odense Kommune, og de har haft nok at se til siden ankomsten.
Den første uge placerede firmaet oplysende pjecer i stedet for afgifter i forruden på de ulovligt parkerede biler, og den strategi har hjulpet.
“Der er ingen tvivl om, at det har hjulpet. Fra første dag, vi gik herude til i dag, der kan vi se, at der stadig er nogle steder, der har det samme billede, men flere steder har ændret sig til det bedre.” fortæller vagtformand i PNord Conni Rye Nielsen.
PNord udleverede omkring 500 pjecer i den første uge, men siden fredag d. 9., hvor pjecer blev til afgifter, er det tal faldet drastisk. På en lille uge har det nordjyske firma blot uddelt omkring 50 afgifter.
Tidligere ingen kontrol
PNords indtog på de odenseanske parkeringspladser kommer efter en periode, hvor der reelt set ikke har været ført kontrol med måden borgerne parkerede på.
Odense Kommune overlod kontrollen til Fyns Politi, hvis parkeringskorps blev nedlagt i september i år, og siden da, har der ikke været ansat personale til at kontrollere de kommunale parkeringspladser.