Et elendigt efterår, men hva' så nu?

Meget kan man sige og skrive om EfB, men kedeligt er det altså ikke at følge holdet.
Jo jo, det er bestemt kedeligt at kigge på stillingen, og det har i allerhøjeste grad været kedeligt at observere, hvor uinspireret holdet har spillet i størstedelen af efteråret. Men sådan at følge dem i det daglige, det er altså ikke kedeligt.
Lige så kønsløst det er i Horsens, Viborg og Farum, lige så livligt og tumultarisk er det i Esbjerg. Hurra for det! Trods alt.

Hvem er EfB?

Når disse linjer læses, er EfB spillerne gået på juleferie. Endda med en sejr i bagagen. Forude venter et ekstremt spændende forår, hvor EfB mandskabet og dets nye chef, Lars Lungi Sørensen, skal forsøge at vriste sig fri af Superligaens bund, men også - og næsten lige så vigtigt - finde frem til, hvad pokker EfB egentlig er for en størrelse anno 2017.
Det nemmeste ville være at bruge denne plads på at snakke om de elendige resultater, der har præget efteråret. Ja, som reelt har præget EfB de seneste par år. Det har sandt at sige været en umådelig trist omgang.
Eller at dvæle ved at man nu ruller med den femte træner på 16 måneder og i folkemunde betegnes som Danmarks Palermo, der er ved at stjæle prædikatet ‘galehuset' fra AGF.
Eller at man har formøblet en millionformue på elendige spillerindkøb og skyhøje lønninger, og i foråret måtte låne penge for at betale løn.
Men alle de ting ved vi.
Vi ved jo godt, at der er fejlet, og vi ved jo godt, at der har været travlt ved håndvasken.
Men vi ved også, at der er blevet handlet. Erfarne EfB folk er fortid, sendt af sted med kynisme og gyldne håndtryk.
Senest var det Colin Todd, der røg i svinget, og selv om klubben har fået skæld ud for det, så kommer den ikke fra denne kant. Det var det helt rigtige at gøre.
Colin Todd ville sig selv mere, end han ville EfB. Han snakkede om sit ry. Sit renomme. Sit gode navn. Det er uholdbart. Hverken spillere, ledere eller trænere er over klublogoet.

Skal til at vinde

Men nye folk er som bekendt kommet til, og der er vist en handlekraft på Gl. Vardevej, som man har savnet i umindelige tider. Derfor måtte Søren Poulsen gå.
Derfor måtte Jonas Dal gå. Derfor måtte Michael MEX Pedersen gå. Og derfor måtte Colin Todd gå. Hårdt og brutalt, måske. Vigtigt og rigtigt, ja.
Så lad mig bruge resten af spaltepladsen på at skue lidt fremad. Hvad skal der ske i EfB, hvis troen på klubben skal genfødes?
Man skal selvsagt ikke være analysechef for at regne ud, at det først og fremmest handler om, at EfB skal til at vinde nogle fodboldkampe. Ja, jeg ved det, det er så indlysende, at det gør ondt helt nede i lilletåen, men det gør det ikke mindre sandt. Med sejre kommer selvtillid, og med selvtillid kan EfB - forhåbentlig - få forløst det potentiale, der er i holdet og i klubben.
Potentialet er til langt mere, end hvad vi har set de seneste sæsoner. Det er det bare. Slut.

Nu skal der ro på

Derudover skal der nu fuldstændig og aldeles ro på bagsmækken.
Når man med glimt i øjet i dag omtaler EfB som et galehus, så er det fordi, at man til dels har gjort sig fortjent til det prædikat. Klubbens ageren indadtil, men især udadtil, har til tider været lige så elegant som Anders Samuelsens forsøg på at (bort)forklare sit eklatante løftebrud.
De tider skal være forbi. Fuldstændig forbi.
Derudover har man nu sat ledelsesholdet i form af Hans Peter Rasmussen, Ted Van Leeuween og Lars Lungi Sørensen. En permanent bestyrelsesformand mangler ganske vist, men indtil vedkommende er fundet, er man vist ganske godt tjent med Kristoffer Kristensen ved roret.
Det er de folk, der skal drive EfB fremad i de kommende år, og det skal der være ro omkring. Det er ganske enkelt essentielt for klubbens fremtid, at der ikke bliver flere hovsaløsninger og uklar kommunikation, hvis respekten for klubben skal genvindes.

Identiteten skal findes

Lars Lungi Sørensen, EfB's nye cheftræner, fik en drømmestart med søndagens 2-0 sejr i Randers.
Men alle kan som bekendt danse en enkelt sommer, det er i foråret Lars Lungi Sørensen skal bevise, at han er manden, der kan træde frem fra skyggerne og gøre EfB til det hold, som det engang var kendt for at være.
Det kunne da være fedt, hvis man blev lidt mere opportunistisk og modig i spillestilen. Fik mere fart over kanterne, og en ærlig tilgang til offensiven, men også en klar bevidsthed om evnerne i defensiven. Men materialet skal jo være til stede, og måske er det noget helt andet, Lars Lungi ønsker og søger? Hvorom alt er, så skal EfB nu finde ind til kernen af sig selv. Og hvad er det så?
Ja, det kan kun tiden vise, men Lars Lungi Sørensen skal i hvert fald sørge for, at fodbolddanmark, esbjerggensere og andet godtfolk fremover vil kunne genkende EfB og dets DNA i hver eneste kamp. Det er der simpelthen behov for.
EfB har i alt for mange sæsoner nu været decideret identitetsforladt. Få ting er farligere.
Det betyder ingenlunde, at man ikke kan - og bør - indstille sig på modstandernes styrker og svagheder, men man skal i hver eneste kamp kunne se, at EfB er sig sin egen spillestil og sit ophav bekendt.
Endelig skal Lars Lungi bevise sit værd på en udsat, men også eftertragtet plads. Men han skal også have tid og plads til at gøre sine idéer gældende. Det fortjener han fra alle. Ledelse, fans, sponsorer, presse og ikke mindst spillere.

Spillere skal steppe up

Og nu vi er ved spillerne, så lad mig runde af med dem.
Mange vil være væk, når juleanden er fortæret og man starter op igen i januar. Andre vil fortsat være i klubben, og de skal få kigget grundigt i spejlet. Og de skal se på andet end grooming og de seneste tatoveringer.
De skal se, om de har kunnet være deres indsats bekendt. Spillerne i EfB skal nemlig i den grad steppe up i foråret.
Alt for mange gange i efteråret har man set spillere slå ud med armene og op i banen. Alt for få har gået fra banen med mudder på shorts'ene og blod på knæerne. Alt for få har løbet den ekstra meter for sidemanden. Og alt, alt, alt for få har givet det absolut ypperste for klublogoet. Dét har været decideret beskæmmende at se på.
Ydermere har flere offentligt meldt ud, at de ikke ønsker at blive i klubben. Jeg kan snart ikke beskrive, hvor vattet det er. Spillere, som ikke har fået andet fra EfB end en ærlig chance og en god hyre. Så møder man modgang, og så vil man videre. Tak for kaffepunch, loyalitet er dæleme ikke ordet, som står først for.
Så farvel Jeppe Andersen og farvel Casper Nielsen. Det samme gælder for alle andre, der har travlt med at snakke i stedet for at vise værdet på banen. Det er meget muligt, at Jeppe Andersen har gjort det godt, når han ikke sidder ude med en af sine utallige skader, men hvis manden - som oven i købet er tildelt anførerhvervet - ikke vil være i EfB, så kan han saftsuseme også blive fri.

Ingen over klubben

Det nye EfB har brug for dedikerede spillere, der skyder brystet frem. Spillere, der kæmper og tackler, så selv VIP'erne oppe i skyboksene kan høre det. Spillere, der viser EfB identiteten gennem spillet på plænen.
Hvis vi når derhen, så kan alle i Esbjerg og omegn igen være stolte over deres hold.Når vi derhen, så vil folk igen komme på stadion, og de vil atter omtale EfB for andet end et sted, hvor højre hånd ikke aner, hvad venstre hånd gør.
Men det kræver dedikation til holdet, til hverdagen og ikke mindst til EfB arven.
For ingen er over klubben.
Ingen.