Fortsæt til indhold

Nu spilles der amerikansk fodbold i skolen

Skolebørnene i Køge Kommune får nu mulighed for at spille amerikansk fodbold med Køge Marines. Og er man mere til volley, cricket eller springgymnastik, kan man også prøve kræfter med det

Arkiv
Arkiv

En række af Køge Kommunes skoler har i efteråret haft besøg af idrætsforeningen Køge Marines. Foreningen har bragt amerikansk fodbold ind i idrætsundervisningen i udskolingsklasser på skolerne som en del af Åben Skole.
Resultatet er at flere af eleverne i udskolingsklasserne har prøvet kræfter med en idrætsgren, de ikke kendte i forvejen. Derudover har lærerne fået et indblik i, hvordan der kan arbejdes med amerikansk fodbold i idrætsundervisningen.
"Vi synes, at det er både spændende og rigtig vigtigt at få gang i den slags samarbejder med idrætsforeningerne. De kommer med et fantastisk engagement og stor viden om deres sport, og det er helt grundlæggende for, at børnene også får et stærkt engagement omkring det at dyrke idræt," siger Thomas Kielgast, skoleleder på Hastrupskolen.
Køge Marines har længe haft et ønske om at indgå i skole-foreningssamarbejde, og det er lykkedes nu. Samarbejdet er kommet i stand som en del af Køge Kommunes idrætsstrategi.

En del af en større plan

Åben Skole-indsatsen er en del af idrætsstrategien, som blev vedtaget af Byrådet i Køge Kommune i 2015. Visionen for strategien er, at 75 % af kommunens borgere i 2015 skal dyrke idræt og motion – og heraf skal 50 % gøre det inden for rammerne af en forening eller en anden form for fællesskab.
I 2016 har en af indsatserne i idrætsstrategien drejet sig om forbindelsen mellem idrætsforeningerne og kommunens skoler. Ønsket er at styrke samarbejdet mellem skole- og foreningsliv og få skolerne til at få øjnene op for de muligheder, der kan ligge i at byde foreningerne ind i idrætsundervisningen i folkeskolen. Samarbejdet mellem skole og foreningsliv er en del af skolereformen og kaldes også Åben Skole.
Køge Marines har i forbindelse med indsatsen også fået hjælp til fondsansøgninger til udstyr målrettet børn. Så nu kan klubben forhåbentligt tilbyde forløb til endnu flere skoler, hvor eleverne kan trække i det rette udstyr og prøve kræfter med sporten.
Målet med Åben Skole er at eleverne skal have større kendskab til det lokale foreningsliv. Udover Køge Marines er der etableret samarbejder med flere andre af Køge Kommunes idrætsforeninger. Team Køge Volleys Elitedivisonsspiller Isabel Fugman styrker 8. klasses idrætsundervisning og valghold med volleyrelevant opvarmning, lege og øvelser. Og derudover kan elever på kommunens skoler prøve kræfter med tennis, orienteringsløb, BMX, volleyball, roning, håndbold, spejder, cricket, springgymnastik i løbet af vinteren og foråret.
Hvis man som forening har lyst til at vide mere om skole-foreningssamarbejde, eller er man allerede i gang med Åben Skole-forløb, er der mulighed for at deltage på et trænerkursus om den åben Skole.
Kurset ”Den Åbne Skole” giver en række værktøjer, der kan anvendes i forbindelse med samarbejde med de lokale skoler. Der vil være stort fokus på aldersrelateret træning (ATK) og kurset kan derfor også understøtte træningen i foreningen. Kursus er udviklet af DIF, DGI og Dansk Skoleidræt.mart

Den Åbne Skole:
Kurset finder sted på Hastrupskolen mandag 30. januar 2017 klokken 17.30–21.00. Kurset kræver tilmelding. Kontakt forening@koege.dk for fremsendelse af tilmeldingslink. Tilmeldingsfristen er 16. januar 2017.