Forbered dit kæledyr på julen og nytåret
For hunde og katte kan julemåneden godt være lidt af en prøvelse. Forandringer i dagligdagen kan være svære at håndtere, og nytåret kan være decideret traumatiserende. Læs her, hvordan du hjælper kæledyret
For hunde og katte er den travle juletid en uvelkommen forandring i den daglige rytme, og nytårets voldsomme brag og skarpe lysglimt er for mange en skræmmende oplevelse. Ifølge Karina Baltzer, fagveterinærsygeplejerske i hunde- og katteadfærd hos Køge Bugt Dyreklinik, er det nødvendigt, at vi i god tid forbereder kæledyrene på julen og nytåret.
Hun forklarer, at det kan sætte sig dybt i den enkelte hund eller kat, hvis dyret flere gange bliver slemt overrasket af nytårets høje brag, og det er vigtigt at hjælpe dem igennem nytåret, så de ikke får varig lydangst. Det kan derfor være et godt supplement at benytte feromoner som Adaptil og Feliway til henholdsvis hunde og katte.
"Feromonerne er en efterligning af hundenes og kattenes egne tryghedssignalstoffer, og derfor øger feromonerne dyrenes tryghedsfølelse," fortæller veterinærsygeplejersken.
Ifølge Karina Baltzer er det særligt vigtigt at benytte feromonerne i forbindelse med et kæledyrs første nytår, så den festlige aften ikke udvikler sig til en traumatiserende oplevelse. Hvalpe og killinger er meget modtagelige for nye indtryk, og derfor er det vigtigt at minimere dyrenes risiko for at udvikle nytårsangst fra start.
Vær opmærksom på dit kæledyrs behov
Når julemåneden er i gang, er det ifølge Karina Baltzer vigtigt at fastholde flest mulige af kæledyrets rutiner, så det ikke bliver unødigt stresset. Hvis man kan se, at dyret alligevel ændrer adfærd – hvis hunden eller katten gemmer sig væk, eller hvis hunden bliver mere urolig end sædvanligvis – så er det vigtigt at imødekomme de behov, dyret har.
"Det er vigtigt at give katten fred og ikke kæle med den, medmindre den selv opsøger det. Man kan give katten ro ved at bygge en hule eller lade den kravle ind bagerst i klædeskabet, så den kan være alene. Det er også en god idé at lade den gøre det nytårsaften, så den kan være i fred for støjen og uroen. I hundenes tilfælde er det vigtigt at give dem tryghed igennem vores nærvær. Hvis de gerne vil være tæt på os, skal de have lov til det. Man skal bare sidde neutralt og nusse dem stille og roligt. Man kan også hos nogle hunde have held med at give dem et lækkert slagterben lidt før klokken tolv. Fordøjelsesenzymer modvirker stress," forklarer Karina Baltzer.
Hvis skaden er sket, og ens kæledyr har opbygget en frygt for nytårsskytset, kan det være nødvendigt at anvende angstdæmpende medicin.mart