HB Køge lejer Marco Larsen i FC Midtjylland
Ung offensiv spiller med masser af Superligaerfaring er på plads i HB Køge
HB Køge har indgået en lejeaftale med 23-årige Marco Larsen, der kommer til klubben fra FC Midtjylland. Offensivspilleren har spillet 56 Superligakampe for FC Midtjylland, og står noteret for syv mål i Superligaen. Lejeaftalen gælder for resten af sæsonen.
Sportsdirektør Per Rud glæder sig over, at Marco Larsen er vendt tilbage til barndomsklubben.
"Marco passer fortrinligt på det vi søger – store offensive kvaliteter, mange meter i benene og god fysik, og så ved han hvor målet står og er god til at tage de rigtige løb i boksen. Og så er han fra lokalområdet, og er en god dreng, der har prøvet en helt masse på øverste hylde. Marco skal selvfølgelig løftes igen efter en periode ude og inde af holdet i FC Midtjylland, men sagt med ydmyghed så tror vi helt sikkert på at vores trænerstab og spillertrup i fællesskab med Marco kan bringe ham i en spillemæssig udgave, hvor han kan blive en profil for os og i 1. division," siger han.
Marco Larsen kommer oprindeligt fra Ringsted, men har også en fortid som ungdomsspiller i Køge Boldklub, hvorfra han i en tidlig alder skiftede til FC Midtjylland. Selv glæder han sig til at starte op i HB Køge, og han ser klubskiftet som det helt rigtige.
"Jeg ser HB Køge som en rigtig god klub med en spændende trup, og selv om der var bud efter mig fra andre klubber, så har HB Køge været helt klar førsteprioritet for mig. HB Køge spiller noget offensivt god fodbold og har ambitioner om at spille med om pladserne til Superligaen. Og så har jeg jo haft tre gode år i Køge Boldklub som ungdomsspiller, inden jeg blev hentet til FC Midtjylland, og det gør, at jeg også føler en form for tilknytning til klubben. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige valg for mig," siger han.
"Jeg er super glad for, at der nu er lavet en aftale, så jeg nu kan gå på vinterferie, og så ser jeg frem til at hilse på og træne med resten af truppen i starten af januar," siger Marco Larsen.