Fortsæt til indhold

Jazzcamp på Tapperiet i vinterferien

Piger i alderen 10-15 år kan tilmelde sig fire dage med musikundervisning og kreativitet

Arkiv
Arkiv

I vinterferien afvikler Tapperiet, Køge Ungdomsskole og Køge Musikskole JazzCamp for piger i samarbejde med JazzDanmark og Copenhagen Jazzfestival. Det bliver fire dages spændende musikundervisning og inspirationscamp for piger i alderen 10-15 år.
"Deltagerne vil få undervisning i at spille sammen som et band, være kreative i musikken – og have det sjovt med at spille musik. I løbet af ugen vil pigerne blive inspireret til at spille ud fra nogle nye metoder og på nogle instrumenter du måske aldrig havde forestillet dig," lyder det om campen, der foregår på Tapperiet 21.-24. februar.
Alle piger bliver inddelt efter niveau, så der både kan laves hold for begyndere og øvede.
"Eneste krav er lysten til at spille musik sammen og have det sjovt. Du må gerne være sanger normalt, men denne uge skal du være klar på at prøve at spille på instrumenter. Det bliver sjovt – også selv om du ikke har prøvet det før," lyder det.
JazzCamp for Piger foregår i 2017 for fjerde gang på flere musikskoler og kulturhuse landet over. En masse andre piger i hele landet vil altså være i gang med at spille musik samtidig. Sidste år var der 170 deltagere i alt.
Det koster 500 kroner at deltage i JazzCamp for Piger for de fire dages undervisning. Tilmeldingen foregår på www.jcfp.dk.

Der er plads til både begyndere og øvede på næste års JazzCamp i Køge.