Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde giver funktionshæmmede Køge-borgere et motionsliv

Dana Lim har sponsoreret en særlig løbevogn, som giver funktionshæmmede brugere af det lokale samværstilbud ITC mulighed for at komme med på løbeture i fri luft. Det giver gode oplevelser til Køge-borgere, der ellers er afskåret fra motion. Til næste år v

Arkiv
Arkiv

Arbejds- og samværstilbuddet ITC på Værkstedsvej i Køge, som blandt andet udfører pakkeopgaver for Dana Lim, kan nu tilbyde sine funktionshæmmede brugere udendørs motionsoplevelser.
Det er blevet en mulighed, efter lim-, spartel- og fugemasseproducenten har sponsoreret en særlig løbevogn til ITC.
ITC's dagcenterbrugere er primært psykisk udviklingshæmmede eller personer med en ikke-medfødt hjerneskade, hvis funktionshæmning forhindrer dem i selv at dyrke for eksempel motionsløb. Men de har stort udbytte af en tur i den nye løbestol, en investering til over 30.000 kr. som Dana Lim har gjort mulig. Det vurderer Finn Elmgaard, der er socialpædagog ved ITC. Sammen med en kollega har han ud over sine daglige arbejdsopgaver påtaget sig at løbe ture med brugerne på veje og stier omkring ITC's base på Værkstedsvej i Køge.
"Umiddelbart ligner det måske bare en hyggetur for den, der sidder i løbevognen, men mit indtryk er, at det i høj grad er stimulerende. Brugerne, der er med på løbetur, får et helt andet indtryk af vind og vejr, og sammen med selve køreoplevelsen betyder det, at de faktisk er rigtig trætte, når vi kommer hjem," fortæller Finn Elmgaard.

Motion for alle

Ønsket om en løbevogn til brugerne opstod, da ITC-forstander Birgitte Wold læste om et bosted for handicappede, som havde anskaffet sig en løbevogn. Hos Dana Lim var adm. direktør Lars Christensen med det samme med på ideen om at sponsorere indkøbet.
"Et fritidsliv med mulighed for motion bør være en mulighed for alle, og det er fantastisk, at også funktionshæmmede mennesker på denne måde kan få mulighed for at opleve glæden ved motion og udeliv. Det initiativ vil vi meget gerne støtte, og vi er særligt glade for, at det sker i samspil med ITC," siger Lars Christensen.
Dana Lim-direktøren er så begejstret for ideen, at han selv har planer om at melde sig som løbevogn-skubber, når ITC til næste år vil deltage i organiserede motionsløb med sin nye løbevogn.

Bruger vinteren på træning

Vinteren igennem vil Finn Elmgaard, kollegaen Betina Elbæk og ITC-brugere med lyst til udendørs motion træne to gange om ugen. Til foråret regner teamet med at lægge ud med deltagelse i organiserede motionsløb på op til 10 kilometer. På længere sigt har Finn Elmgaard en ambition om også at prøve kræfter med halvmaratondistancen på godt 21 kilometer.
Samarbejdet mellem ITC og Dana Lim går mere end 25 år tilbage er med til at give meningsfyldt beskæftigelse til de godt 50 ansatte i ITC's arbejdstilbud. De pakker hvert år cirka en halv million Dana Lim-produkter.
Sponsoratet af ITC's nye løbevogn kommer, efter Dana Lim tidligere i år styrkede sit engagement i Køges lokalsamfund med en ny, social partnerskabsaftale med HB Køge. Her er en af målene at etablere nye idrætsaktiviteter, bl.a. for funktionshæmmede.