Fortsæt til indhold

”Førstehjælp” til delebørnsfamilier

Arkiv
Af advokat Helene Treschow

Som familieadvokat står jeg tit på 1. række, når der opstår problemer i delebørnsfamilier. Jeg bliver jævnligt mødt med spørgsmål, der er yderst relevant at kende svaret på. Desværre ser jeg ofte, at disse spørgsmål hurtigt er blevet til en stor, ofte unødig konflikt i delebørnsfamilien. En konflikt der er begyndt at fylde mere i hverdagen, end hvad godt er - for både delebørnene og deres forældre.
For man skal huske på, at når noget er blevet alvor for de voksne, så er det også blevet alvor for børnene. Nogle uenigheder var muligvis aldrig blevet til så stor alvor, hvis forældrene kendte svaret.
Egentlig burde alle delebørnsfamilier som led i en skilsmisse/et samlivsbrud få udleveret en ”kørevejledning” – når der er børn involveret. En kørevejledning der giver dem svar på en masse af de spørgsmål, de vil støde på.
Jeg hjælper ofte delebørnsforældre med at navigere igennem de spørgsmål, som de oplever komplicerede. Samtidig er det vigtigt for mig at give ekstra råd med på vejen, inden skaden sker, så jeg dermed kan hjælpe delebørnsfamilier med at være klædt på til at forstå og handle i forhold til skilsmissebørn og deres ve og vel.
Derfor kommer der her lidt gode råd og værktøjer til konkrete situationer fra det virkelige liv. Måske det kan hjælpe nogle delebørnsfamilier lidt på vej til det gode samarbejde.

”Må min 5-årige søns far klippe ham under samvær?”
Mor og far har fælles forældremyndighed. Sønnen bor hos mor. Sønnen blev sendt afsted på samvær hos far – nyklippet men stadig med længde i håret. Da han kom hjem efter samvær, havde far klippet ham meget korthåret… Må far det uden samtykke fra mor? Ja. Klipning må høre under dagligdags beslutninger, som kan træffes af den, som barnet opholder dig hos. Faderen har derfor ikke gjort noget juridisk forkert ved at klippe sønnen.

”Skal far godkende, at jeg tager på ferie i udlandet med vores barn?”
Mor og far har fælles forældremyndighed, og barnet bor hos mor. Far skal ikke godkende, at mor tager barnet med på ferie i udlandet.

”Kan jeg bestemme, at vores datter skal henvises til børnepsykolog?”
Der er fælles forældremyndighed, og datteren bor hos mor. Mor ønsker, at datteren skal henvises til udredning hos børnepsykolog. Far er ikke enig. Mor kan som bopælsforælder træffe beslutning om videre henvisning til børnepsykolog - uden fars samtykke.

”Skal vi være enige i valg af børnehave og skole?”
Der er fælles forældremyndighed, og barnet har bopæl hos mor. Mor kan som bopælsforælder selv vælge daginstitution (dagpleje, vuggestue, børnehave) til barnet. Faderen skal være enig i valget af skoleretning, f.eks. om det skal være en privat skole eller en kommunal skole, men ikke i valget af den konkrete skole.

”Kan mor melde vores dreng ud af børnehave og i skole, når far ikke ønsker dette?"
Mor og far er uenige omkring, hvorvidt deres 5-årige skal starte i skole eller ej. De har fælles forældremyndighed, og barnet har bopæl hos mor. Mor kan selv melde barnet ind i den kommunale skole og melde barnet ud af børnehaven, uden fars samtykke.